Thyboer er snublende tæt på ny pokalfinale
FC Thy/ThistedQ nedlagde uden problemer OdenseQ i den første af to semifinalekampe
FODBOLD: Kvinderne fra FC Thy/ThistedQ er meget tæt på at spille sig frem til pokalfinalen for andet år i træk.
Lørdag vandt thyboerne det første semifinalemøde på udebane mod OdenseQ fra den næstbedste række med 3-1, og dermed er de storfavoritter til at sikre finalepladsen på hjemmebane om en uge.
FC Thy fik en drømmestart på lørdagens kamp på Fyn, for der var blot gået fem minutter, da topscorer Rikke Dybdahl i to forsøg udnyttede et indlæg til bagerste stolpe til at bringe holdet foran.
Stadionuret havde kun lige rundet 10 minutter, før det også var blevet 2-0 på en fin omstilling. Et indlæg tæt under mål endte med at blive rettet i eget net af Odenses Julie Jensen.
Efter knap en halv times spil gjorde Olivia Bergmann det til 3-0 for thyboerne, da hun tæt under mål steg op og headede et hjørnespark i nettet. Dermed kunne FC Thy gå til pause med en perfekt følelse.
Ti minutter inden i anden halvleg fik OdenseQ fik dog pyntet på resultatet til 1-3 ved Sarah Sundahl, men det var dog en ren foræring af keeper Maja Baj, der tabte et frisparksindlæg i eget net.
FC Thy/ThistedQ jagter klubbens første pokaltriumf, efter at man i 2020 tabte finalen på hjemmebane til FC Nordsjælland.