Thisted vandt trods rødt kort til topscorer
Yao Dieudonne blev sendt tidligt i bad, men alligevel tog Thisted FC alle tre point med hjem fra udekampen mod HIK
FODBOLD: Et rødt kort til topscorer Yao Dieudonne var ingen hindring for Thisted FC, der lørdag vandt med 1-0 på udebane over HIK.
Med sine 10 sæsonmål har Yao Dieudonne en stor andel i, at Thisted FC spiller med i toppen af 2. division, men efter 41 minutters spil gjorde han betingelserne for at få point med hjem fra lørdagens udekamp noget mere besværlige, da han modtog et rødt kort.
Det betød naturligt nok, at HIK var klart mest i boldbesiddelse i anden halvleg, men Thisted forsvarede sig godt, og syv minutter før tid lykkedes det endda at score det afgørende mål, da forsvarsspilleren Jonas Graabæk Hansen dukkede op efter en dødbold.
Med sejren er Thisted FC fortsat på tredjepladsen med et enkelt point op til Hillerød på den oprykningsgivende andenplads.