Thisted-kvinders pokaleventyr fortsætter
For tredje sæson i træk er FC Thy-Thisted Q klar til pokalfinalen
FODBOLD: Fodboldkvinderne fra FC Thy-Thisted Q er klar til at forsvare sidste sæsons pokaltitel, efter at thyboerne lørdag spillede sig i endnu en pokalfinale.
Rike Dybdahl blev matchvinder i 1-0-sejren over FC Nordsjælland. Efter sidste uges 2-1-sejr i Farum var det mere end nok, og derfor er thyboerne nu klar til den tredje pokalfinale på stribe. For to år siden blev det til et finalenederlag til netop FC Nordsjælland, mens det i sidste sæson blev til en sejr over Brøndby.
Det var FC Nordsjælland, der startede kampen bedst, og gæsterne fik også kampens første store mulighed, da Dajan Hashemi efter fire minutters spil modtog bolden i feltet, men hun sendte sin afslutning snert forbi mål.
Se billedgalleri fra kampen nederst i artiklen
FC Thy-Thisted Q - FC Nordsjælland 1-0 (0-0)
Mål: 1-0 Rikke Dybdahl (86. minut)
FC Thy-Thisted Q's opstilling (4-4-2): Maja Bay Østergaard - Agnete Marcussen, Line Saustrup Kristensen, Signe Rahbek Damsgaard, Camilla Nielsen - Beate Marcussen (Ellen Frank Mitchell, 87. minut), Matilde Kjeldgaard, Vibeke Hedegaard Andersen (Janni Vinther Nystrup, 90. minut), Michelle Sandfeld (Amalie Gravesen, 73. minut) - Malene Sørensen (Malene Yde Hedegaard, 73. minut), Rikke Dybdahl (Anna Kirk Lauridsen, 90. minut)
FC Thy-Thisted Q vinder med samlet 3-1.
FC Thy-Thisted Q fik stille og roligt arbejdet sig ind i kampen, og efter 17 minutter gav det også en stor mulighed. Agnete Marcussen satte chancen op med fine driblinger i højre side, men i feltet sendte Malene Sørensen sin afslutning forbi mål.
Efter en halv time var det Malene Sørensens tur til at sætte angrebsmakkeren Rikke Dybdahl op til en god mulighed, men hun kunne heller ikke få hul på målscoringen.
En ganske lige første halvleg sluttede meget sigende med en chance til hver. Først var det FC Nordsjællands Kathrine Møller Kühl, der fik en god skudchance midt for mål. Hun sendte dog sin afslutning lige på FC Thy-målvogter Maja Bay Østergaard.
I den anden ende var det Malene Sørensen, der skabte sig selv en god chance med en fin vending i feltet, men heller ikke den afslutning var den store udfordring for FC Nordsjælland-keeper Carly Nelson.
I anden halvlegs første halvdel var FC Nordsjælland mest nærgående, men der manglede ofte det sidste for at få gjort arbejdet helt færdigt, og i kampens slutfase satte hjemmeholdet i stedet trumf på.
Rikke Dybdahl blev sendt af sted i dybden. Angriberen prikkede bolden forbi FC Nordsjælland-keeperen og skabte stor forløsning blandt hjemmeholdets spillere, der kunne konstatere, at endnu en finalebillet var sikret.
FC Thy-Thisted Q's modstander i finalen bliver enten Fortuna Hjørring eller AGF. De to hold spiller returkamp i Hjørring søndag, efter at det i sidste weekend blev 2-2 i den første semifinale.