Se billederne: Mors-Thy spillede sig væk fra bunden med vigtig sejr
Der var ingen slinger i valsen hos Mors-Thy, som sikkert besejrede bundproppen Nordsjælland
HÅNDBOLD: Der var masser på spil i lørdagens bundopgør i HTH Herreligaen, da Mors-Thy Håndbold tog imod Nordsjælland Håndbold. Taberen af kampen ville være placeret sidst i ligaen, og det kunne særligt Mors-Thy ikke leve med syv runder inde i sæsonen.
Det lykkedes da også nordvestjyderne at afværge en katastrofestart i ligasammenhæng ved at vinde 35-24.
Det startede ellers rigtigt skidt for Mors-Thy Håndbold, da Kasper Lindgren i sin første aktion tog sig til skulderen og blev hjulpet fra banen. Han modtog behandling i resten af første halvleg, men var tilbage på bænken i en træningstrøje til anden halvleg. Desværre lignede det endnu en tilføjelse til lazarettet.
Mors-Thy havde samtidig i indledningen svært ved at spille sig igennem den nordsjællandske defensiv, men omvendt var gæsterne heller ikke ufejlbarlige i deres angreb. Derfor fulgtes de to hold hånd i hånd.
Det var særligt Erik Toft og hans hug fra distancen, som gjorde, at Mors-Thy hægtede sig på Nordsjælland. Nordmanden var således manden bag tre af de første fem mål.
Efter godt et kvarter fik hjemmeholdet tilspillet sig føringen. Stregspiller Andreas Nielsen lavede et elegant lob over målmanden til 7-6, og scorede dermed sit første mål mod sine gamle holdkammerater.
Mors-Thy Håndbold - Nordsjælland Håndbold 35-24
Stillinger undervejs: 3-3, 6-6, 11-8, 15-10, (16-14), 19-15, 22-18, 26-22, 31-24
Mål, Mors-Thy: Erik Toft 8, Tim Sørensen 7, Bjarke Christensen 7, Axel Franzén 4, Sander Øverjordet 3, Andreas Nielsen 3, Viktor Bergholt 2, Emil Hansson 1
Topscorere, Nordsjælland: Carl-Emil Haunstrup 5, Jesper Dahl 5, Jeppe Cieslak 5
Udvisninger: Mors-Thy 6, Nordsjælland 3
I Mors-Thy-målet var unge Rasmus Henriksen endnu engang foretrukket fra start, og han fik for alvor stemplet sig ind i kampen midtvejs i første halvleg. De mange redninger resulterede i, at Mors-Thy fik gang i en farlig kontrafase, og fem minutter senere havde hjemmeholdet bragt sig på 12-8.
Frem mod pausen begyndte fejlene at sidde løst hos Mors-Thy-spillerne, og nordsjællænderne fik lukket lidt af hullet med pausestillingen 16-14.
Starten på anden halvleg blev en noget rodet affære med et hav af fejl fra begge mandskaber. Det var dog værterne, som slap bedst fra de mange fejl, da de endnu engang øgede forspringet til fire ved stillingen 19-15.
Med to scoringer i træk af Andreas Nielsen formåede Mors-Thy 40 minutter inde i kampen at fastholde føringen på fire mål. Bjarke Christensen sørgede kort efter for at gøre det til 23-18, og så smed Nordsjælland-træner Simon Dahl med det samme timeout-kortet.
Bortset fra en god periode i midten af første halvleg, fik Ramus Henriksen aldrig for alvor fat i målet. Det betød, at Rasmus Bech skulle forsøge at fastholde det fornemme forspring, som hjemmeholdet havde opbygget.
Rasmus Bech fik en fremragende start i målet og var medvirkende til, at Mors-Thy med otte minutter tilbage af kampen havde øget føringen til 29-23.
I de sidste minutter af kampen gav cheftræner Niels Agesen spilletid til en stor del af de unge, som var med til at køre sejren sikkert i hus.
Med sejren kravler Mors-Thy op på 12. pladsen i HTH Herreligaen.