Øv: FC Thys kvinder går tomhændet ind til vinterpausen
Thyboerne fik en katastrofal start på lørdagens kvindeligaopgør mod Kolding, og en god anden halvleg var ikke nok til at få point
FODBOLD: Kvinderne fra FC Thy-ThistedQ fik en skidt afslutning på fodboldåret, da de lørdag eftermiddag tabte 2-3 på eget græs til Kolding IF.
Nederlaget betyder, at thyboerne går ind til forårets slutspil i Gjensidige Kvindeligaen på en fjerdeplads, og de risikerer her at være hele otte point fra en medalje. Det sker, hvis Brøndby søndag slår Fortuna Hjørring.
FC Thy startede egentlig lørdagens opgør i Thisted fint, og Malene Sørensen fik tidligt i kampen en stor chance - i kølvandet på en flot dribletur fra Vibeke Andersen. Afslutningen tæt under mål, blev dog blokeret i sidst øjeblik.
I stedet kom Kolding foran efter 13 minutters spil - på deres første afslutning i kampen. Sille Fuhlendorff fik lov at stå helt fri i feltet, og her afsluttede hun højt i nettet til 0-1.
Bare fire minutter senere blinkede måltavlen på Sparekassen Thy Arena 0-2. Emma Hoppe fik tid og plads til at skyde fra kanten af feltet, og hun scorede flot via overliggeren.
Efter 25. minutters spil så man for første gang FC Thys topscorer Rikke Dybdahl, da hun fandt Malene Sørensen helt fri foran mål, men hendes afslutning manglede både kraft og kvalitet.
Inden pausen nåede Beate Marcussen også at række ud efter en reducering, men hun løftede bolden snert forbi det lange målhjørne.
Anden halvleg var kun halvandet minut gammel, da FC Thy i stedet fik en ny kold spand vand i ansigtet. Koldings Ida Guldager skød fra kanten af feltet, og selvom skuddet blev rettet af, burde Maja Bay Østergaard i målet have forhindret, at bolden røg under hende til 0-3.
FC Thy-ThistedQ var dog ikke slået endnu. Malene Sørensen fik fremtvunget et straffespark i det 53. minut, og det omsatte anfører Matilde Kjeldgaard sikkert til reducering 1-2.
Med et lille kvarter tilbage af kampen fik hjemmeholdet reduceret yderligere til 2-3, da Malene Sørensen fandt en fri Rikke Dybdahl i feltet, og thyboernes topscorer svigtede ikke.
Den helt store målchance til FC Thy-ThistedQ udeblev dog i slutfasen. Malene Yde kom tættest på, men hendes afslutning blev blokeret, så den ufarligt trillede ind i favnen på Kolding-keeperen.
Kampfakta
Fodbold, Gjensidige Kvindeligaen
FC Thy-ThistedQ - Kolding IF 2-3 (0-2)
Mål: 0-1 Sille Fuhlendorff (14. minut), 0-2 Emma Hoppe (18. minut), 0-3 Ida Guldager (48. minut), 1-3 Matilde Kjeldgaard (straffe, 54. minut), 2-3 Rikke Dybdahl (77. minut)