Nyt nederlag: Det begynder at skærpe til i bunden for Mors-Thy
SønderjyskE splittede Mors-Thy ad i Nykøbing Mors
HÅNDBOLD: Det begynder at blive alvor for Mors-Thy Håndbold i HTH Herreligaen.
Lørdag gæstede SønderjyskE - en af holdets direkte konkurrenter - Nykøbing Mors, hvilket resulterede i en gevaldig spillemæssig øretæve. Mors-Thy tabte med 28-33, men det kunne snildt være blevet til et større nederlag.
Det betyder, at Mors-Thy fortsat er placeret andensidst i tabellen med fire point.
Det eneste positive for hjemmeholdet var, at holdets store profil - Mads Hoxer - var tilbage på holdkortet. Han blev dog ikke bragt i spil, men det er en indikation på, at han ikke er langt fra at kunne få en rolle på holdet igen.
Mors-Thy fik langt fra en ønskværdig start. Det fire første skud blev forsømt, og det udnyttede SønderjyskE til at skabe en hurtig føring på 2-0.
Det var et hjemmehold, som i indledningen havde store problemer med at spille sig gennem en SønderjyskE-defensiv, som helt som ventet kom med stor fysik.
Det lykkedes dog Tim Sørensen med sin fart at skabe lidt uro i gæsternes forsvar, og otte minutter inde i kampen havde nordvestjyderne udlignet til 4-4.
Desværre for Mors-Thy havde målvogter Rasmus Bech langt fra sin bedste dag i målet. Efter 14 minutter havde han ikke fået blokeret ét eneste af de otte skud, som gæsterne havde sendt mod mål.
Sønderjyske bragte sig derfor foran med 8-5, og det betød, at Rasmus Henriksen, som også har siddet tungt på spilletiden det seneste stykke tid, overtog pladsen i målet.
Mors-Thy Håndbold - SønderjyskE Herrer 28-33 (14-14)
Stillinger undervejs: 2-3, 5-7, 8-10, 11-14, (14-14), 16-18, 19-22, 19-28, 22-30
Mål, Mors-Thy: Bjarke Christensen 8, Lasse Pedersen 5, Erik Toft 4, Tim Sørensen 4, Emil Hansson 3, Sander Øverjordet 2, Andreas Nielsen 2
Topscorer, SønderjyskE: Tobias Møller 7
Udvisninger: Mors-Thy 5, SønderjyskE 3
Mors-Thy var godt 20 minutte inde i kampen kommet bedre med rent spillemæssigt, men formåede ikke at spise sig ind på udeholdet, som var foran 14-11. De defensive præstationer var en by i Rusland, mens de to målmænd tilsammen kun havde bidraget med to redninger.
Det ændrede sig de sidste otte minutter af første halvleg, hvor Mors-Thy lukkede helt af bagude. Det gjorde, at Erik Toft kunne skyde sit hold til pause med stillingen 14-14.
Det var et Mors-Thy-hold, som endnu engang startede på hælene. Fejlmarginen var for stor, og sønderjyderne var efter 35 minutter igen foran med to mål.
Fem minutter senere havde SønderjyskE øget til 22-18. Selvom mange ting ikke fungerede for Mors-Thy, stod det særligt klart, at gæsterne i høj grad profiterede af, at de vandt målmandsduellen.
Offensivt blev der konstant truffet de forkerte beslutninger, og i defensiven skar SønderjyskE sig igennem efter behag.
Det blev derfor værre for værterne, da gæsternes August Wiger med to scoringer i træk kunne skyde sit hold foran med 26-19.
Mors-Thy var undervejs nede med ni mål, men fik til slut pyntet lidt på resultatet, da Emil Hansson scorede på et vip til slutresultatet 28-33.