Nu skal Mors-Thy frem i tabellen: - Vi har ikke på noget tidspunkt følt, at vi hører til i bunden
Mors-Thy-lejren håber, at tirsdagens storsejr over Ringsted var et vendepunkt
HÅNDBOLD: De to point faldt på et meget tørt sted, da Mors-Thy Håndbold tirsdag aften kørte TMS Ringsted baglæns ud af Sparekassen Thy Arena i Nykøbing og fik sat en stopper for en stime på tre nederlag i træk.
Mors-Thy Håndbold vandt 40-25 og fik på den måde understreget det, de selv har været overbeviste om i en ellers problemfyldt første halvsæson. Holdet er alt for godt til en bundplacering i HTH Herreligaen.
- Vi har ikke på noget tidspunkt selv følt, at vi hører til i bunden, og det har givet os en masse frustrationer, at det ikke har givet sig udtryk i tabellen. Den lyver jo aldrig, så vi skal holde det her niveau, for det er vores målsætning, at vi skal hente flere point i de sidste fire kampe inden nytår, siger Mors-Thy-træner Niels Agesen med henvisning til kampene mod SønderjyskE, KIF Kolding, Skanderborg Aarhus og Lemvig-Thyborøn.
Med tirsdagens sejr over TMS Ringsted kravlede Mors-Thy i første omgang forbi naboerne Skive fH og op på 13. pladsen.
- Den her sejr betyder alt. Straks fra første fløjt gav Bette Balkan (Mors-Thys fangruppe, red.) den maksimalt gas, og det gav os en god start, som vi bare red videre på. Vi har ikke fået den bedste start på sæsonen, men jeg håber, at det her kan være startskuddet til en masse sejre, siger målmand Rasmus Henriksen.
Den unge målmand var en stor del af forklaringen på Mors-Thys overlegenhed tirsdag aften. Han stod hele kampen og endte på en redningsprocent på 38. Det tal dækker blandt andet over flere store redninger i de direkte dueller med Ringsted-spillerne..
- Det har været en sæson med op- og nedture for mig, men jeg synes, at opturene har vejet tungere. I de sidste par kampe har forsvaret stået forrygende, og det har også gjort mine betingelser bedre, siger Rasmus Henriksen, der også kunne høste roser hos Niels Agesen.
- Han har nok gjort sig fortjent til også at starte inde næste gang, konstaterer Mors-Thy-træneren.
I den modsatte ende trådte blandt andre Mads Hoxer i karakter. Højrebacken er en af flere spillere, der er vendt tilbage efter at have siddet ude med skader i sæsonstarten. Skadesproblemerne er dog ikke helt et overstået kapitel, idet Axel Franzén vred om på foden i tirsdagens kamp og sluttede sig til landsmanden Emil Hansson på skadeslisten.
- Vi må have en snak med de to svenskere om, hvad det er for nogle glasankler, de løber rundt med, men det at vi kan variere spillet betyder utroligt meget.
- Flere spillere kommer ind og laver nogle gode indhop, og det betyder også, at vores modstanderes forsvarsspillere hele tiden skal omstille sig. Vores bredde har gjort noget godt for vores topniveau, men den gør så sandelig også noget for den måde, vi kan træne på. Vi kan træne med en helt anden intensitet end tidligere, siger Niels Agesen.
Næste opgave for Mors-Thy er på fredag på udebane mod SønderjyskE.