Billede beskrivelse

Nordjysk lokalopgør skyder kvindeliga i gang: - Det er forårets vigtigste kamp

FC Thy og AaB åbner fredag forårssæsonen i kvindernes liga

05. marts 2021 kl. 06.58
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15.35

FODBOLD: Forårssæsonen i Gjensidige Kvindeligaen skydes i gang med et nordjysk lokalopgør, når FC Thy-Thisted Q og AaB fredag aften tørner sammen i Thisted.

Og for thyboerne, der med en sejr sikrer sig adgang til slutspillet, kan betydningen af kampen nærmest ikke overvurderes.

- Det er ikke bare en vigtig kamp. Det er forårets vigtigste kamp, og det er den kamp, vi har haft fokus på hele vejen, uagtet at vi fik en god oplevelse i pokalen i lørdags, siger FC Thy-Thisted Q-træner Allan Drost med henvisning til 3-2-sejren i pokalkvartfinalen mod FC Nordsjælland.

For AaB er der til gengæld pointmæssigt ikke ligeså meget på spil. Uanset høsten i de to sidste grundspilskampe er det sikkert og vist, at AaB skal spille kvalifikationsspil om at blive i landets bedste række.

- Vi har haft en god opstart, hvor vi har haft tid til at arbejde med den måde, vi gerne vil spille på. Vi har gjort os klar til et kvalspil, hvor jeg forventer, at vi skal være mere på bolden, siger Martin Dale Stephens, der er cheftræner i AaB.

Hans hold høstede blot et enkelt point i efterårets 12 kampe, men det point blev hentet mod netop aftenens modstandere.

- Vi har også haft en træningskamp her i opstarten, hvor vi spillede lige op med dem, mens begge hold var i stærkeste opstilling. Jeg ser kampen mod Thy som 50-50, siger Martin Dale Stephens.

Den vurdering er Allan Drost på den modsatte trænerbænk ikke enig i.

- Den køber jeg ikke helt. Det kan godt være, at han stillede med sine stærkeste 11 i første halvleg, men det gjorde vi ikke. Vi stillede med to jævne hold i hver halvleg, og indtrykket var, at vi vekslede mere, end de gjorde. Jeg ved ikke, hvor meget man kan lægge i sådan en første træningskamp, hvor begge hold eksperimenterede og også var inde i en periode, hvor der blev trænet rigtig hårdt. Nu skal der jo også spilles på græs og ikke kunstgræs, siger Allan Drost, der blev ny cheftræner i FC Thy-Thisted Q ved årsskiftet.

Han kan dermed få en drømmestart, hvis det allerede i aften lykkes at sikre adgang til slutspillet.

- Vi har et mål om, at vi skal måle os med de bedste, og derfor har det kolossal betydning, at vi kommer i slutspillet. Ikke bare for mig, men hele teamet bag og holdet. Det er en kamp, der skal bekræfte, at vi hører til der, hvor vi mener, vi skal høre til, siger Allan Drost.

I AaB er der også stor optimisme forud for foråret. Jessica Miclat, Maggie Bell og Linea Lundbo er nye ansigter i en trup, hvor det trods deltagelse i kvalifikationsspillet ikke bør blive et tema, om klubben i næste sæson spiller i den bedste række eller ej.

- Jeg tænker slet ikke i nedrykning. Jeg tænker kun på, at vi klarer skærene, og med al respekt for de 1. divisionshold, vi skal møde i kvalspillet, bør vi være gode nok til at klare den.

- Kvaliteten i vores spil er bedre end for et år siden, hvor vi spillede nogle tætte kampe i kvalspillet, så jeg er ret fortrøstningsfuld i forhold til, at vi nok skal klare den, siger Martin Dale Stephens.

Der er kampstart i Thisted klokken 19.30.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste