Mors-Thys forsvarsgeneral før lokalopgør: - Vil have revanche og håneret
Kasper Lindgren er en vigtig del af forårsstærkt Mors-Thy-forsvar, der er klar til at møde Lemvig-Thyborøn onsdag
HÅNDBOLD: Mors-Thy Håndbold har gang i lidt af et comeback i HTH Herreligaen, hvor de senest tabte på udebane til Aalborg Håndbold i forårets første kamp. Siden har de vundet seks og spillet én uafgjort.
- Stemningen er meget god. Det er sjovt at komme til træning og kampe i de her dage, så den vil jeg beskrive som meget god i hvert fald, siger Mors-Thys forsvarsgeneral Kasper Lindgren.
Netop Kasper Lindgren og resten af det stærke nordvestjyske forsvar har fået store roser for deres præstationer i løbet af 2022, og det hele er da også ved at falde på plads i den ende.
- Vi har været mange nye. Vi skiftede næsten hele midterforsvaret fra sidste år ud, og der har været en indkøringsperiode, der har taget tid. Nu har vi arbejdet ekstremt meget med forsvaret, og vi er begyndt at finde det koncept, vi skal dække op efter.
- Skift og bytte er begyndt at falde på plads, så det bliver mere naturligt, i stedet for at det er noget, der hele tiden skal italesættes. Det er noget af det, jeg kan fornemme som forsvarsspiller, lyder det fra Kasper Lindgren.
Holdets forsvarsspil har udviklet sig i løbet af sæsonen, og selvom der selvfølgelig er øje på modstandernes offensive kvaliteter, vægter modstandernes ageren ikke lige så højt på taktikbrættet som tidligere i sæsonen.
- Det er lidt forskelligt i forhold til modstanderen. På det seneste har vi holdt fast i, at vi har et koncept, og så må modstanderen forsøge at løse det. Vi tilpasser det ikke så meget efter dem. Det kan være, at der er en dygtig skytte, og at vi så tager mere højde der, men ellers kører det efter nogle gode faste regler hele tiden, lyder det fra Mors-Thy Håndbolds nummer 4.
Flere aspekter af Mors-Thys spil er grundstenene bag opblomstringen af holdet i foråret, og derfor har Kasper Lindgren også store roser til andre dele end forsvarsspillet.
- Vores kontrafase er blevet meget bedre. Vi scorer langt flere mål på kontra, og det gør, at vi kan dræne flere hold for energi og i de sidste ti minutter have det overskud, der skal til for at afgøre kampene.
- Vi er blevet meget mere disciplinerede i vores offensive spil, hvor de tekniske fejl, vi havde i første del af sæsonen, er blevet markant skåret væk, så vi får ikke så mange dumme mål imod os.
- Derudover har vi bare nogle af ligaens bedste backs og en playmaker i Sander (Øverjordet, red.), der sætter det godt op. Vi er rimelig fortrøstningsfulde med, at vi nok skal score en masse mål.
Onsdag gælder det en kamp mod Lemvig-Thyborøn Håndbold på Mors-Thys hjemmebane, hvor der trods alt er forberedt lidt på dem, og det er også en utrolig vigtig kamp, da gæsterne er et af de hold, der kan forpurre Mors-Thys forhåbninger om top-8.
- Vi har set lidt på Lemvigs spil og set, at de rigtig gerne vil sætte nogle spillere i dueller, og der skal vi være opmærksomme på at få lukket de dueller ned, så vi kan tage den del væk og have styr på resten.
- I forhold til sæsonen vil det næsten betyde alt i forhold til, at vi kan komme tæt på det her slutspil, vi drømmer om og at være med til at skrive historie for klubben med Final 4 og slutspil. Det er en stor motivation, siger Kasper Lindgren.
Det er samtidig et lokalopgør.
- Der er også det, at vi tabte sidste gang mod Lemvig dernede, og det gjorde rigtig ondt på mange af os, der kender de her lokalopgør. Vi ved, hvor meget det betyder for klubben og også vores fans, så vi vil gøre alt for, at de får en fed oplevelse onsdag.
- Klubberne kender hinanden på kryds og tværs, og der er mange indbyrdes forhold, så der er også noget håneret, der spiller ind, siger Kasper Lindgren.
Holdet vinder og vinder, og de havde også succes sidste år med en pokaltitel. Målet er dog ikke som udgangspunkt mere end top-8 i HTH Herreligaen, men det kan måske ændre sig, som slutspillet nærmer sig.
- Drømmen er slutspil, og når vi kommer i slutspillet, må vi jo se. Der kan ske mange ting der, men vi vil rigtig gerne være et hold, der kan være med til at drille i vores slutspilspulje.
- At vinde Final 4 sidste år har kun givet os mere blod på tanden i forhold til at tro på, at vi sagtens kan spille lige op og slå de lidt større hold, så det må vi se på den tid, men det kunne i hvert fald være sjovt, slutter Kasper Lindgren.