Mors-Thy-træner efter stor skalp: - Den mest komplette præstation
Niels Agesen havde stor ros til sine spillere efter sejren over Skanderborg Aarhus
HÅNDBOLD: Det var ikke til at få øje på, at Mors-Thy Håndbold var et bundhold og Skanderborg Aarhus var et tophold, da de to hold tirsdag aften tørnede sammen i Bette Balkan.
Mors-Thy leverede sæsonens mest komplette kamp. Fejlene blev holdt på et minimum, der var for en gangs skyld energi til 60 minutters håndbold, forsvaret holdt modstanderen under 30 mål, og offensiven med Sander Øverjordet i arkitektrollen traf de rigtige beslutninger.
- Jeg synes, vi har spillet flere gode kampe, men det her var den bedste holdpræstation i denne sæson.
Vi gjorde virkelig mange ting rigtigt. Vi spillede med et højt tempo i angrebet og lykkedes fuldstændig med vores gameplan, lyder det fra holdets cheftræner Niels Agesen.
Mors-Thy kunne endelig stille i noget nær stærkeste opstilling. Selvom Kasper Lindgren og Mads Hoxer fortsat blev doseret, havde Niels Agesen muligheden for at spille bredt mod østjyderne.
- Jeg havde 16 spillere på holdkortet, og alle mand kom på banen. Der var ikke én, som ikke bidrog til sejren, og jeg vil faktisk fremhæve Oscar von Oettingen, Jonas Hermansen og Jacob Mikkel Hansen.
- De leverede måske ikke de mest iøjnefaldende præstationer, men de minutter de var på banen, spillede de på et højt niveau og aflastede vores nøglespillere, siger cheftræneren.
Mors-Thy førte i størstedelen af kampen og var ved pausen foran med 18-15. Fem minutter inde i anden halveg havde Skanderborg Aarhus lukket hullet, og det var et kampbillede, som tilskuerne før havde set i Bette Balkan. Forskellen fra denne kamp til tidligere var, at Mors-Thy holdt hovedet koldt.
- Spillerne skal have ros for ikke at gå i panik. Vi fortsatte med at være tålmodige og forsøgte ikke at forcere noget. Det, synes jeg, vidner om, at vi var på et højt mentalt niveau.
Sejren sender Mors-Thy op på 11. pladsen i ligaen, hvilket Niels Agesen mener kan give lidt ro.
- Det kan fjerne lidt af presset, at vi ikke længere ligger næstsidst. Men jeg har den holdning, at det pres, som der er på os, kommer fra os selv.
- En sejr over et tophold kan omvendt få forventningerne til at stige fra Bette Balkan, og det trives vi med. Nu skal vi bare køre på og fortsætte, siger Niels Agesen.