Arkivfoto: Bo Lehm
Sport

Mors-Thy prøvede nye ting af i tæt kamp mod Bjerringbro-Silkeborg

Nordvestjyderne spillede godt op mod et af ligaens stærkeste hold, da de mødtes i en træningskamp onsdag

20. januar 2021 kl. 20:40

HÅNDBOLD: Onsdag aften tabte Mors-Thy snævert til Bjerringbro-Silkeborg, da nordvestjyderne var taget ned i landet for at varme op til forårsstarten i HTH Herreligaen.

Det stærke ligahold vandt 31-28.

- Begge mandskaber prøvede lidt forskellige ting af. Vores målsætning med kampen var at teste et 5-1-forsvar af, som skal være vores plan B i forsvarsspillet. Det fik vi kørt nogle gentagelser på og skal arbejde videre med mod Holstebro fredag, siger cheftræner Jonas Wille med hentydning til næste træningskamp.

- Jeg synes, at det var en fin måde at komme i gang på, tilføjer han.

Selvom Mors-Thy kunne glæde sig over at spille en meget lige kamp mod en modstander, der ligger markant bedre i ligatabellen, kigger cheftræneren mere på detaljerne i træningskampen.

- Ingen i hallen gik så meget op i resultatet. Ingen af os havde fuldt mandskab. Men det er klart, at det kan give os en god fornemmelse, når vi ligger og fighter tæt mod et godt hold. Det giver en god følelse, men ikke mere end det, siger Jonas Wille.

Erik Toft, Frederik Tilsted, Søren Pedersen og Tim Sørensen manglede i opgøret. Især de to førstnævnte ved træneren endnu ikke, om han har klar, når foråret skydes i gang i ligaregi mod Lemvig-Thyborøn den 6. februar.

- Vi spiller med det, som vi har, og så må vi håbe, at Erik og Tilsted er med, slutter den norske Mors-Thy-træner.

Kampfakta

Stillinger gennem kampen: 8-4, 13-8, 15-14 (pause), 21-19, 23-21, 25-24

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu