Mors-Thy mister endnu en stor profil
Nyudnævnt anfører har valgt at søge nye udfordringer
HÅNDBOLD: Mors-Thy Håndbold mister endnu en profil, når den igangværende sæson er forbi.
Den nyudnævnte anfører Erik Toft har nemlig valgt at søge nye udfordringer, fortæller Mors-Thy i en pressemeddelelse.
- Det har været en svær beslutning, for jeg har det rigtigt godt her. Jeg har en stor rolle på holdet, spiller meget og har det godt med alle i og omkring klubben. Mors-Thy Håndbold er bare en god klub. Men efter fem år føler jeg også, at det er tid til at prøve noget andet, og et skifte til sommer passer godt med vores familie, siger Erik Toft.
Hos Mors-Thy ærgrer formand for klubbens sportsudvalg, Hans Christian Andersen, sig over afskeden.
- Erik bragede ind i den danske liga i 17/18 med 145 rene mål, og siden dengang har bevågenheden omkring ham været stor. Vi er stolte af, at det har lykkedes os at have en spiller af Eriks kaliber i klubben over så lang en årrække, og det er klart, at vi er kede af at miste en så stor profil, men med Eriks præstationer har vi også vidst, at han ville videre til en anden klub på et tidspunkt. Nu ser vi frem mod resten af sæsonen med Erik i den blå trøje.
Mors-Thy siger efter sæsonen også farvel til Rasmus Bech, Mads Hoxer og Bjarke Christensen.