Mors-Thy har norsk profil klar til genindvielse af hjemmebane
Sander Øverjordet er tilbage på holdet, når Mors-Thy onsdag aften vender tilbage til Thisted
HÅNDBOLD: Mors-Thy Håndbold stiller op i en forstærket udgave, når det onsdag aften gælder en hjemmekamp mod Skjern Håndbold.
I forhold til søndagens nederlag til Aalborg Håndbold er den norske landsholdsspiller Sander Øverjordet nemlig sluppet ud af sin coronaisolation
- Sander er med igen, bekræfter Mors-Thy-træner Niels Agesen.
Han må foruden langtidsskadede Kristian Vukman dog fortsat også klare sig uden målmand Rasmus Bech samt stregspilleren Andreas Nielsen.
- Rasmus er ikke med, og Andreas er desværre kommet galt af sted med bentøjet. Hvor længe han er ude, ved jeg ikke, men han er i hvert fald ikke med i morgen, siger Niels Agesen.
For Mors-Thy markerer opgøret mod Skjern en tilbagevenden til Thyhallen, der er blevet renoveret og udvidet og derfor ikke har været i brug siden 5. december 2020.
- Det er min debut i hallen, men jeg har en fornemmelse af, at alle ser frem til at spille der igen efter ombygningen.
- Vi er også glade for vores hjemmebane i Nykøbing, men begge haller kan noget specielt. I Thisted er tilskuerne lidt tættere på banen, og jeg ser frem til at prøve at have hjemmebane der. Jeg har hørt meget positivt om det, så jeg håber selvfølgelig også på, at hallen bliver fyldt, siger Niels Agesen, der forventer, at hans hold får brug for opbakningen.
- Det bliver en svær opgave mod et hold, der har haft en opadgående kurve, siden vi mødte dem sidst, siger Niels Agesen.
Der er kampstart i Thisted klokken 19.30.