Se billederne: Thy-kvinder i pokalfinalen for andet år i træk
FC Thy-Thisted Q fulgte op på en flot, indledende kamp i Odense med en helstøbt indsats i Thisted lørdag eftermiddag
FODBOLD: Den anden tørn af semifinalen i kvindernes pokalturnering skulle tages lørdag eftermiddag i det nordvestlige Jylland.
I det første opgør havde thyboerne sikret sig en 3-1-sejr på fynsk grund, og de flotte takter fortsatte i returopgøret på Lerpytter Stadion.
Se flere billeder fra kampen nederst i artiklen.
Indledningsvist gik Odense Q aggressivt til værks, hvor de fynske gæster kom frem til en række dødbolde. Det blev også til flere skud på mål, men målmand Maja Bay Østergaard og et godt afstemt Thisted-forsvar fik afværget.
Efter 17 minutters spil kom Thy-kvinderne frem til en gigantisk mulighed, men Odenses målmand, Laura Frederikke Worsøe Nielsen, diskede op med to redninger, inden det skulle vise sig, at angrebet, ifølge dommertrioen, havde fundet sted i en offside-position.
Helt så heldige var odenseanerne ikke blot seks minutter senere. Denne gang var Malene Sørensen på pletten, efter Odense-målmand Worsøe Nielsen kun delvist kunne redde forsøget forinden.
Tre minutter senere var FC Thy-Thisted Q igen på pletten. Et hjørnespark blev med nøje præcision sendt direkte i retning af Sarah Dyrehauge, der ud for halvcirklen afgav en velfølt afslutning, og ingen chance efterlod til tilfældighederne.
Flere mål kom der ikke i en første halvleg, hvor Thy-kvinderne havde det meste under kontrol og allerede havde sat kurs mod pokalfinalen, der i år skal spilles i Odense.
En tøvende og forsigtig start var, hvad anden halvleg bød på. Odense Q havde bolden i mål, men inden da var der for længst både vinket og fløjtet for offside.
En tilbagelægning i det offensive spil gik galt for odenseanerne, da gæsternes Sarah Sundahl tøvede med at imødekomme bolden, hvorfor thyboerne kunne indlede en kontra. Rikke Dybdahl stod således i en 1-mod-1-situation mod Laura Frederikke Worsøe Nielsen i Odense-målet, men den store chance til hjemmeholdet faldt i sidste ende ud til fynboernes fordel.
Minuttet efter var FC Thy-Thisted Q igen på færde i banens allersidste tredjedel. En Odense-forsvarer kunne dog - liggende og herefter stående - sende bolden ud af Lerpyttervej.
Også Sarah Dyrehauge ville lege med. En oplagt målchance bød dog ikke på det forventede resultat efter en flot redning fra Odenses målmand.
Endnu en fin mulighed opstod til Sarah Dyrehauge, der via en et-to-kombination med Beate Marcussen kanonerede bolden af sted med sin højreskøjte, men Worsøe Nielsen i Odense-målet havde endnu en gang sit på det rene.
Anderledes sløjt så det ud, da FC Thy-Thisted Q lukkede og slukkede kampen tre minutter før tid, hvor en fri Amalie Gravesen sendte bolden mellem benene på Odense-keeperen.
Gæsterne fra Fyn kunne have reduceret til 3-1, da Lea Duus Madsen efter et hjørnespark var eneste kvinde ved bageste stolpe. Hovedstødet var dog uden den fornødne kraft og teknik, og derfor endte opgøret uden mål til odenseanerne.
Kampens dommer, Morten Bach Jepsen, havde nemlig besluttet sig for at fløjte kampen af efter 93 minutters spilletid.
FC Thy-Thisted Q - Odense Q 3-0, sammenlagt 6-1
Mål: 1-0 Malene Sørensen (23. minut), 2-0 Sarah Dyrehauge (26. minut), 3-0 Amalie Gravesen (88. minut)
Startopstilling: Maja Bay Østergaard - Malene Yde (Mathilde Kjeldgaard, 46. minut), Olivia Bergmann (Sidse Marie Østergaard Nielsen, 80. minut), Line Kristensen, Agnete Marcussen (Cecilie Stefansen, 68. minut) - Camilla Nielsen - Sarah Dyrehauge, Signe Damsgaard, Malene Sørensen, Beate Marcussen (Amalie Gravesen, 80. minut) - Rikke Dybdahl (Janni Nystrup, 68. minut)
Advarsler: Sascha Nielsen, Odense (74. minut)
Sammenlagt gik FC Thy-Thisted Q således videre med 6-1, og cheftræner Allan Drosts unge trup kan nu se frem til at spille pokalfinale i Køge 30. april på Store Bededag.