Efter 16 år med kvinder: Ny Mors-Thy-træner er sikker i sin sag
Hverken klub eller træner Niels Agesen har nogen forbehold ved kursskifte fra dame- til herreligaen i håndbold
HÅNDBOLD: Det er ikke altid nogen succes, når en håndboldtræner skifter mange år som kvindetræner ud med et job som herretræner.
Ulrik Wilbek lavede med succes skiftet på landsholdssiden, mens eksempelvis Jakob Vestergaard blot holdt to måneder, da han i 2011 skiftede til Aalborg Håndbold fra Viborg HK.
Nu tager 44-årige Niels Agesen som den næste skridtet - uden at blinke. Han skal fra næste sæson være cheftræner for Mors-Thy Håndbold - efter 16 år som kvindetræner i henholdsvis TTH Holstebro, Nykøbing Falster og Randers HK.
- Vi har ikke haft nogen forbehold i den retning. Han har en høj træneruddannelse og har prøvet meget i sin karriere, så vi føler os sikre på, at vi i Niels Agesen har fundet manden, der igen kan kvalificere holdet til slutspillet, for top-8 vil altid være vores ambition, siger Mors-Thy-direktør Hans Peter Jarl Madsen.
Den kommende træner er ikke nervøs for, om han evner at mestre overgangen fra kvinde- til herrehåndbold. Niels Agesen er dog bevidst om, at hans tilgang skal justeres.
Samme ledelsesopgave
- Der er nogle fysiologiske forskelle, som jeg skal tage højde for. Men det er den samme ledelsesopgave, og jeg synes, at Mors-Thys værdier, hvor man for enhver pris står sammen og slås for tingene, tiltaler mig. Det er ikke enkelte spillere eller for den sags skyld mig som træner, men derimod fællesskabet, der skal løfte opgaven, siger Niels Agesen.
Kravet om at kvalificere holdet til top-8 bekymrer heller ikke den kommende cheftræner.
- Der er en rigtig god chance for, at det kan lade sig gøre, og så beroliger det mig, at der er ro på bagsmækken, og at ledelsen ikke ryster på hånden, hvis det en enkelt sæson ikke skulle lykkes at komme i slutspillet, siger han.
Internt har Mors-Thy i øvrigt allerede truppen på plads til den kommende sæson, så Niels Agesen får ikke indflydelse på sammensætningen.
- Men jeg er helt tryg ved den trup, jeg får til rådighed, siger han.