SMK Thy kalder havefolket: Har du blomsterfrø til næste udstilling?
THY: Samler du frø fra sommerhaven? Har du måske valmuer liggende i skuffen?
Og har du endda blomsterfrø med en sjov historie? Så vil SMK Thy meget gerne have del i både frø og historie.
Til marts 2026 åbner museet nemlig en ny udstilling i kornsiloen i Doverodde under titlen ”Frøsamlerne”. Her rykker kunsten ud i landskabet og tæt på det, vi dyrker og lever af. En af udstillingens tre kunstnere, Anne-Mette Schultz, vil lade en valmuemark vokse frem på plænen foran siloen, og derfor efterlyser hun nu lokales hjælp.
Så har du valmuefrø liggende i skuffen, kan du aflevere dem i Doverodde eller sende dem afsted i kuvert.
- Man må gerne sende dem med posten, men man er også altid velkommen til at komme forbi og dumpe frøene i vores postkasse, siger Magnus Kaslov, der er museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst og kurator for forårets udstilling med samtidskunst i siloen.
Magnus Kaslov fortæller, at kunstudstillingen bygger på en tanke om fællesskab og kulturarv: Det, vi dyrker i vores haver, er planter, der gennem generationer er formet af mennesker.
- Det er måske den mest bogstavelige form for kulturarv. Valmuer har mange betydninger, men måske kan vi her træde et skridt tilbage og bare nyde dem. Så opdager vi måske, at de betydninger, vi læser ind i planten, er noget, vi selv har fundet på, siger han.
De tre deltagende kunstnere, Michala Paludan, Anne-Mette Schultz og Søren Aagaard, er alle medlemmer af Foreningen Frøsamlerne. Og selvom foreningens arbejde også har alt muligt med fremtiden og vores grønne omstilling at gøre, så er det glæden ved at dyrke, dele og bevare de gamle grøntsagssorter og kulturplanter, som driver værket.
Og netop fællesskabet og planternes historier er vigtige elementer i den kommende udstilling.
Mange af de gemte frø fortæller historier om menneskers liv, siger Magnus Kaslov.
- Nogle frø har vandret mellem slægtled, fulgt rejsende over havene eller været passet på i baghaver i årtier, siger han.
Og de historier håber kunstneren Anne-Mette Schultz også at få med. Derfor må man meget gerne vedlægge en lille fortælling eller anekdote sammen med sine frø, forklarer Magnus Kaslov og tilføjer, at udstillingen giver museet mulighed for at vise en anden side af kunsten.
- Den første udstilling på SMK Thy i 2025 viste nogle af de største internationale skatte, som Statens Museum for Kunst har i samlingen. Nu vender vi blikket ud mod landskabet med de to udstillinger, der åbner 28. marts 2026.
Udgangspunktet for udstillingen i siloen er alt det, vi dyrker - og hvordan vores menneskeliv hænger sammen med det. Udsigten fra siloen er natur – eller kulturlandskab, spørger han.
Den anden udstilling, som åbner samtidig og består af værker fra SMK's samling, har titlen Levende landskaber og giver indblik i, hvordan sameksistensen mellem menneske og natur kommer til udtryk gennem kunsthistorien.
Udstillingen bliver vist i det nyligt ombyggede Pakhus – en moderne museumsbygning, som gør det muligt for SMK Thy at vise værker fra hele Danmarks fælles kunstsamling i Doverodde.
I Siloen vil museumsgæsterne i de kommende år kunne opleve en helt anden type udstillinger. Her vil en række samtidskunstnere udvikle stedspecifikke værker, der går i tæt dialog med de rå og karakteristiske rum."
SMK Thy giver Statens Museum for Kunst nye muligheder for at vise den kunst, der ikke kræver et topmoderne, klimastyret lokale.
- Igennem arbejdet med ”Frøsamlerne” har jeg opdaget, at man får øje på nogle andre ting, når man kigger mod Thy. SMK Thy giver frisk luft, og nye muligheder åbner sig, blandt andet ift. at rumme noget af alt den kunst, som gerne vil ud af museumsrummene, siger han.
Hvis du vil være med til at lade SMK Thy blomstre med udstillingen ”Frøsamlerne”, så er der ingen tid at spilde. Frøene skal nemlig helst i jorden, inden der kommer hård frost, hvis marken skal stå i fuldt flor til næste år. Har du valmuefrø – især etårige, men alle er velkomne – kan du sende dem i en kuvert til:
SMK Thy
Att. Anne-Mette Schultz
Lille Fjordstræde 7
7760 Hurup Thy
Du kan også aflevere dem direkte i den hvide postkasse ved administrationen på SMK Thy.