Billede beskrivelse

Skaldyrs-elskere og gastronomiske stjerner flokkes om Mors

Østers og muslinger i lange baner, når Mors fejrer sine skaldyr med stor gastronomisk event

07. oktober 2022 kl. 19.00
Opdateret kl. 19.16

NYKØBING: Der bliver trængsel på overnatningsstederne på Mors, når topkokke og -tjenere samt skaldyrs-elskere fra hele landet sætter hinanden stævne til Østers- & Muslingepremieren, der finder sted weekenden 14.-16. oktober.

Der dystes i det officielle DM i østersgastronomi og TjenerBattle, DM i champagnesabling og DM i østersåbning. Og så bliver der masser af lækre smagsprøver til gæsterne hele weekenden.

Det store arrangement, der ifølge en pressemeddelelse traditionelt trækker tusinder til limfjordsøen, starter fredag 14. oktober 2022, hvor stjernekokken og morsingboen Mette Dahlgaard, Falsters Kyst og Køkkenchef Peter Schyum, fra Steenbergs Hotel & Brasserie i Nykøbing, har sammensat en menu med de helt store smagsoplevelser til det eksklusive arrangement ”Wine & Dine”, hvor der er få billetter tilbage til.

Lørdag starter folkefesten for alvor og byder på DM i champagnesabling og østersåbning, hvor bl.a. den forsvarende mester Jesper Knudsen endnu en gang stiller op til en gentagelse af tidligere års tætte finaler.

- Lørdag bugner det med lækre smagsprøver fra blandt andet Restaurant Bryggen i Thisted, hvor Mads Andre Hansen, der er tidligere medlem af det norske Kokkelandshold, styrer slagets gang. Herudover kommer Hotel Thinggaard fra Hurup, der i lighed med Steenbergs Hotel & Brasserie i Nykøbing, er kendte for et fabelagtigt køkken. Legendariske OysterKing fra Fanø og Kjøgemesteren Jesper Lynge fra Livø, har også meldt deres ankomst. Skaldyrsfestivalen damper lækre Limfjordsmuslinger, og der er både østers-, champagne- og ølbar i teltet, siger eventproducent Christian Kjeldsen i pressmeddelelsen.

Han fortæller, at det er lykkedes af overtale radioværten Jesper Bæhrenz, der huserer på DR P4, til at knytte hele det omfangsrige program sammen både lørdag og søndag som konferencier.

Søndag fortsætter festen med DM i østersgastronomi og TjenerBattle.

- Her venter smagsoplevelser ud over det sædvanlige, når publikum får mulighed for at købe små smagsprøver af konkurrencekokkenes retter ved det officielle DM i østersgastronomi samt østers, muslinger og meget andet i teltet. I år er tilføjet TjenerBattle, hvor en række af landets bedste tjenere skal dyste om topplaceringer indenfor den næsten videnskab det er at være tjener. Det bliver oplevelser i verdensklasse for publikum, siger Christian Kjeldsen.

Billede beskrivelse

Til DM i Østersgastronomi føres feltet an af Kristoffer Ringsing, der har vundet de seneste to udgaver af konkurrencen. De øvrige deltagere er køkkenchef Nicolas Min Jørgensen, Restaurant TRI i Agger, Tommy Jespersen, Holckenhavn Slot ved Nyborg og Kokkelandsholdet, Kris René Holk, souschef på Ruths Brasserie, Ruths Hotel i Skagen, Benjamin Hylleberg, Køkkenchef på N.V. Tasting og Classique, Nørre Vosborg, samt Morten Skov Gravesen fra den roste Restaurant JA i Holstebro. Til TjenerBattle dyster blandt andre den regerende nordiske mester Kristine Slott Olsen fra Michelin restauranten Formel B i København imod morsingboen, restaurantchef Johan Brodersen, fra Ruths Hotel i Skagen, der netop har vundet ”Årets Betjening” kåret af de danske madanmeldere ved konkurrencen ”Årets Ret” 2022.

- Vi glæder os virkelig til at opleve tjenere og kokke fra øverste hylde være med til at give gæsterne nogle unikke smagsoplevelser fra Limfjordens skatkammer. Vi ser derfor frem til at byde deltagere og gæster fra hele landet velkommen på Mors i Danmarks Skaldyrshovedstad, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), der også er formand for Foreningen Skaldyrshovedstaden, der sammen med Kokkeforeningen Danmark, står bag arrangementet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste