Skadeskvaler har fået gammel kending til at gøre comeback i Mors-Thy
Axel Franzéns skade har fået Allan Toft Hansen til at finde håndboldskoene frem igen
THISTED: Det er imødeset med stor spænding, at Mors-Thy Håndbold efter denne sæson får tilgang af den tidligere landsholdsspiller Henrik Toft Hansen, men allerede i fredagens 30-29-sejr over TTH Holstebro trak en Toft Hansen i den blå trøje.
Lillebror Allan indstillede egentlig sin håndboldkarriere for at fokusere på sine studier, da han efter sidste sæson sagde farvel til Skanderborg-Aarhus, men da en skade fornyligt afsluttede Axel Franzéns sæson før tid, trådte Allan Toft Hansen til for at hjælpe Mors-Thy.
- De ringede sidste fredag og sagde, at de havde brug for min hjælp, fordi de var blevet ramt af skader. Jeg har spillet for Mors-Thy i otte år, så selvfølgelig vil jeg hjælpe dem, når de nu skal sikre overlevelsen i ligaen, fortæller Allan Toft Hansen.
Et comeback på liganiveau var ellers ikke i tankerne, da Mors-Thy tidligere på året fik Allan Toft Hansens spillercertifikat på plads.
- Mit spillercertifikat blev hentet, fordi jeg skulle have mulighed for at spille nogle kampe på 2. divisionsholdet, hvis jeg kedede mig lidt i nogle weekender, så det var nærmest rent held, at det var på plads, siger Allan Toft Hansen, der dog kun nåede at optræde på Mors-Thys andethold en enkelt gang.
I fredagens sejr over TTH Holstebro gjorde han en fin figur i forsvaret som substitut for Andreas Nielsen, der hurtigt blev ramt af to udvisninger.
- Formen er bestemt ikke, hvor den skal være, men heldigvis kunne jeg mærke, at der stadig ligger meget på ryggraden. I forsvaret kender jeg især Kasper Lindgren rigtig godt fra tidligere, så det var rimeligt nemt at falde ind i det, siger Allan Toft Hansen, der fik et noget nær perfekt comeback i Mors-Thy-trøjen.
Midtvejs i anden halvleg førte TTH Holstebro 24-20, men et godt kæmpende Mors-Thy-hold vendte kampen på hovedet og sikrede sig to point, der også betyder, at nordvestjyderne er sikre på at få point med over i nedrykningsspillet.
- Det er Thyhallen, når den er bedst. Når vi for alvor får publikum med, er der aldrig langt til en sejr, siger 26-årige Allan Toft Hansen, der har sagt ja til at hjælpe Mors-Thy i resten af sæsonen.
Til sommer bliver håndboldskoene dog formentlig lagt på hylden igen. Også selv om en forlængelse vil medføre, at han i næste sæson vil blive holdkammerat med storebror Henrik.
- Indtil videre trækker det ikke så meget i mig at fortsætte, så der skal ske noget, hvis det skal ændre sig, men omvendt vil jeg heller ikke udelukke noget, siger Allan Toft Hansen.
