Skabt af fælles vilje og lokale bidrag: 50 hektar i Stenbjerg bliver til vild natur
STENBJERG: Den 1. oktober blev et stykke Thy-historie skrevet, da 50 hektar jord ved Stenbjerg officielt blev overdraget til Den Danske Naturfond og Nationalpark Thy.
Jorden, der tidligere har været drevet som landbrug af Gyrupgaard – bedre kendt som hjemstedet for Thy Whisky – skal nu føres tilbage til vild natur. Her skal sjældne planter, insekter og fugle igen have deres levesteder, og klithedenaturen kan brede sig som en vigtig brik i det store økosystem, der kendetegner Danmarks første nationalpark.
For Marie Stjernholm, medejer af Thy Whisky, har beslutningen været undervejs, siden de overtog jorden for seks år siden.
- Vi indså efterhånden, at vi som landbrugs- og spiritusvirksomhed ikke var de rette til at udvikle natur. Vores styrke ligger et andet sted. Derfor giver det mening, at vi overlader jorden til dem, der kan. Samtidig vil vi gerne være med til at gøre Thy til et endnu bedre sted på verdenskortet, fortalte hun de fremmødte til dagens officielle arrangement i området, hvor lokale virksomheder var inviteret ud i landskabet sammen med Nationalpark Thy.
At naturen får mere plads, skyldes dog ikke alene nationalparken og Den Danske Naturfond. Også lokale virksomheder spiller en rolle i finansieringen af naturprojekter. Tøjmærket ELSK har eksempelvis bidraget med 100.000 kroner til Den Danske Naturfond.
For medejer Lars Riis betyder det noget helt særligt:
- Vi ved jo godt, at vi som tøjproducent aldrig bliver 100 pct. grønne. Derfor har vi også tidligt besluttet, at det vigtigt for os at vi giver tilbage til naturen, fortalte han.
- Og lige her giver det bare rigtig god mening, fordi vi kan se præcis, hvor pengene går hen. Vi havde vores medarbejdere med herude i sidste uge, og vi kunne mærke stoltheden blandt dem. Og jeg er også selv stolt over, at vi kan bidrage til et helt konkret stykke natur, hvor vi kan følge med i forandringen undervejs. Det giver en masse bløde værdier til virksomheden, men også en fortælling, der adskiller os fra andre i branchen. Vi vil ikke bare sige, vi gør noget – vi vil vise det, sagde han.
Også andre lokale virksomheder som Vorupør Camping, Feriepartner og Stenbjerg Kro bidrager gennem donationer fra deres gæster. På den måde er de lokale virksomheder med til at sprede budskabet om naturgenopretningen i Thy.
Tilsammen er der tale om et markant bidrag til at samle den spredte klithede til en sammenhængende natur, der kan stå robust i fremtiden.