Sikken en fest: Se billederne fra et helt særligt Bondebal

Over 100 udviklingshæmmede og deres hjælpere indledte Kristi himmelfarts-ferien med bondebal i Vesløs

19. maj 2023 kl. 17.00
Opdateret 20. maj 2023 kl. 13.35

Opdateret med korrektion af navnet på formanden for foreningen Bondebal, Jens Højbak. 

VESLØS: Bondeballet har i mange år været et tilbud for de ældste skoleelever i lokalområdet.

I onsdags var det så en flok udviklingshæmmedes tur til at komme til bal i Hannæshallen i Vesløs, inviteret af botilbuddet Stenhøj Thy, der sidste år blev indrettet i byens tidligere plejehjem af samme navn. 

De fleste af de 15 beboere på Stenhøj Thy var med i festlighederne, men det samme var også udviklingshæmmede fra en række andre botilbud i Thy og på Mors. I alt deltog godt 100 beboere og deres hjælpere.

Og det blev en rigtig fed fest, med pizza, slushice, øl og selvfølgelig masser af musik. Det fortæller Johanne Kristensen, pædagog på Stenhøj, som stod for ballet sammen med kollegaen Mai-Britt Mortensen og  foreningen Bondebal i Vesløs. 

Musikken blev leveret af discjockeyen Jakob Rønde, hvis Diskotek JRLL også spiller til de almindelige bondeballer.

- Han var rigtig god til at finde noget musik, der faldt i deltagernes smag, fortæller Johanne Kristensen.

Botilbuddet i Vesløs åbnede 1. juni sidste år, og bondeballet var en del af fejringen af Stenhøj Thys ét års fødselsdag. Men Johanne Kristensen håber og tro, at det kan blive en tilbagevendende tradition - om det så skal være én eller flere gange om året, eller måske noget, der kan arrangeres på skift af de botilbud, som også var med Vesløs i onsdags.

- Det er helt sikkert noget, der er værd at følge op på, siger hun.

Og Jens Højbak, der er formand for foreningen Bondebal, er parat til at lave en ny gang bal for udviklingshæmmede.

- Det bliver bestemt ikke sidste gang. Glæden hos de deltagerne er det hele værd. De skal også have lov til at komme ud at feste, og have nogle gode timer, siger han. 

Mens de almindelige bondeballer giver et overskud til fordel for ungdomsarbejdet i Hannæs-Østerild Skoledistrikt, så skal ballet for de udviklingshæmmede bare løbe rundt.

- Beboerne på Stenhøj er jo en del af byen. Det er vores naboer og gode bekendte. Og da vi søgte efter frivillige, tog det vist ikke mere end 10 minutter, før vi havde dem, vi skulle bruge. Så selvfølgelig vil vi gerne igen lave Bondebal for de udviklingshæmmede, siger Jens Højbak.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste