Wiiben vandt 20.000 kr.

Livsstilsbutikken Wiiben i Nykøbing har vundet i en konkurrence fra leverandøren Bloomingville

28. august 2020 kl. 09.18

NYKØBING: Der var jubel i livsstilsbutikken Wiiben på Kirketorvet i Nykøbing, da indehaver Ulla Christensen torsdag eftermiddag tog imod to repræsentanter fra butikkens leverandør Bloomingville. Årsagen for besøget var, at Ulla Christensen havde vundet hovedpræmien på 20.000 kr. i leverandørens jubilæumskonkurrence.

Bloomingville fyldte 20 år i år, og i den forbindelse udloddede man en del præmier ved ”In House-messen” hos Bloomingville, der holder til i Ikast.

Ulla Christensen har drevet Wiiben i 19 år og handlet med Bloomingville i alle år.

Derfor var sælger Vita Nielsen og pr-medarbejder Natacha Wirenfeldt Petersen taget til Nykøbing for at overrække præmien, der skal bruges på indkøb af varer hos Bloomingville.

- Det var en lodtrækning. Men det var da bare dejligt, at prisen gik til en kunde, der har handlet med os i næsten alle år, siger Vita Nielsen.

Ulla Christensen erkender, at hun slet ikke har haft tid til at tænke over, hvad gevinsten skal bruges til.

- Jeg tror, at jeg vil bruge en del af gevinsten på at tilgodese mit personale med en fest. Derudover kommer jeg nok noget ekstra ind i de poser, mine trofaste kunder får i forbindelse med vores bonusordning, siger Ulla Christensen.

Trofaste kunder, der er med i bonusordningen får et stempel i et kundekort hver gang, de handler for over 500 kr. 10 stempler udløser så et gavekort på 500 kr. samt en pose med en lille erkendtlighed.

- Så putter jeg nok lidt større ting i posen i den kommede tid, siger Ulla Christensen.

I livsstilsbutikken Wiiben kan kvinden få næsten alt.

- Vi har alt til hjemmet. Og alt er håndplukket. Jeg har 100 leverandører. Man kan få tøj og sko, smykker, keramik, chokolade og meget andet. Jeg har kunder, der kan finde på at bruge en time i butikken. Og så har jeg mange kunder, der køber gaver i butikken. Er man utilfreds med et par øreringe, som man har fået som gave, kan man bytte dem til et par gummistøvler. Den service er der ikke mange andre butikker, der kan tilbyde, smiler Ulla Christensen.

Bloomingville A/S i Ikast beskæftiger omkring 70 medarbejdere, og har desuden ca. 65 agenter og distributører fordelt i det meste af verden. Virksomheden markedsfører i øjeblikket fire brand: Bloomingville, Bloomingville MINI, Creative Collection og ILLUME x Bloomingville.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste