Upcycling: Tanja sælger brugskunst og loppefund fra sin nye butik
THISTED: Den 5. december åbnede Tanja Sørensen butikken Stougaards Brugskunst i Vestergade 37, Thisted. Og det er en gammel drøm, hun nu har realiseret.
- Jeg har altid været lidt af en kreativ sjæl og arbejdet med flere ting lige fra maleri til smykker og keramik samt upcycling af ting, som jeg finder i skoven, ved stranden eller på loppemarkeder. Og i mange år har jeg mødtes med en gruppe veninder, hvor krea har været omdrejningspunktet, fortæller Tanja.
Men for et par år siden begyndte hun at lave lamper af forarbejdede grene, trærødder, drivtømmer eller upcycling af gamle lamper. Og det blev en succes.
- Der viste sig nemlig en stor interesse for mine lamper, som jeg har solgt på markedspladser og lignende steder. Så da jeg så den ledige butik i Vestergade, så tænkte jeg, at det er nu jeg skal slå til, hvis jeg vil realisere min drøm om at åbne en lille butik med salg af min egen brugskunst og loppeting af god kvalitet.
Blandt andet har jeg en del fine unikke glasting og keramik fra Bornholm, som jeg har fundet på loppemarkeder. Og her går jeg ikke på kompromis med kvaliteten, fortæller Tanja.
Lampefødderne fremstiller hun af drivtømmer og de grene eller trærødder, som hun finder på stranden eller i skoven. Efter hun har forarbejdet materialerne og forvandlet grene og drivtømmer om til flotte lampefødder, så laver hun skærmene med blandt andet snore af naturmaterialer.
Udover lamperne laver Tanja en lang række andet brugskunst – igen af materialer, som hun finder i naturen eller på sine mange ture til loppemarkeder rundt om i landet.
Arbejder som familiekonsulent
Tanja er uddannet pædagog, og i 2008 slog hun sig ned som selvstændig familiekonsulent. Hun bor i Boddum, men har en kolonihave i Haveforeningen Oluf Gades Minde i Thisted, hvor hun opholder sig en hel del – især om sommeren.
- Jeg vil gerne fortsætte med at arbejde som familiekonsulent ved siden af butikken, for jeg holder meget af begge dele. Men på den lange bane må vi se, hvordan det går med butikken, siger Tanja, der nu er blevet 52 år.
- Det er nu jeg skal slå til, hvis jeg skal skifte spor. For det at arbejde kreativt og gå ture på strand og i skov og finde ting på loppemarkeder samt at arbejde kreativt er noget, der altid har fyldt meget, og som jeg gerne vil arbejde noget mere med i årene fremover. Men nu ser jeg tiden an og holder til en start butikken åben tre dage om ugen, fortæller hun.
Følger årstiderne
Mange af de ting, som Tanja laver af materialer, som hun har fundet ude i naturen, følger årstiderne. Og lige nu er det julen, der står for døren. Men når vi nærmer os forår og sommer, så har Tanja blandt andet planer om at lave kreative dekorationer, som man kan stille i haverne.
Tanja laver også gerne ting på bestilling. Så har man eksempel vis en gammel lampe, man måske har arvet, så kan man kigge forbi butikken og se, om Tanja kan upcycle den, så den får nyt liv. Eller har man nogle helt særlige ønsker til en lampe eller andet brugskunst, som skal passe til noget bestemt møblement eller et bestemt rum, så kan man også kigge forbi butikken og tage en snak med Tanja og se, om hun kan finde på en god ide.
Men lige nu er det julen, der præger butikken. Så står man og mangler en unik julegave, en mandelgave eller værtindegave, så har Tanja brugskunst og loppefund i alle prisklasser. Tanja har blandt andet lavet flere fine juledekorationer, kranse og andet brugskunst med julen som tema.
I baglokalet til Stougaards Brugskunst har Tanja indrettet et lille værksted, hvor hun sidder og arbejder i butikkens åbningstid, som er torsdag og fredag fra 10-17 og lørdag fra 10-13.