-  Det er med til at holde gang i handlen, og folk får lige en reminder om at vi stadig er her, siger handelschef i Mors Handel Lisbeth Thrysøe. Foto: Carsten Hougaard
Shopping

Udsalget flytter til nettet

Tirsdag 26. januar springer Mors Handel ud med live-salg fra de lokale butikker på Facebook

22. januar 2021 kl. 11:54

MORSØ: Tirsdag 26. januar springer Mors Handel ud med på den seneste tids helt store trend; live-salg fra de lokale butikker på Facebook.

I Ringkøbing har byens handelsforening siden november haft stor succes med at sende live på facebook fra de lokale butikker og forretninger.

Nu gør Mors Handel klar til at kopiere succesen fra i næste uge.

- Det er med til at holde gang i handlen, og folk får lige en reminder om at vi stadig er her, siger handelschef i Mors Handel Lisbeth Thrysøe.

Kort fortalt går det ud på, at de deltagende butikker får mulighed for at sælge sine varer i et online udstillingsvindue på en lille halv time.

Kunderne er de brugere, som sidder hjemme i sofaen og følger med online.

Der bestilles varer i kommentartråden og der betales direkte til den enkelte butik via mobilepay uden fordyrende mellemled.

I Ringkøbing er de ugentlige live-sendinger blevet noget, som alle i byen taler om.

Faktisk er det nu blevet så populært blandt de handlende, at der er oprettet en venteliste på at få besøg af kameraholdet.

Håbet er naturligvis, at succesen bliver lige så stor på Mors.

Men handelschefen går også ydmygt til opgaven:

- Vi vil lære meget af første aften og naturligvis rette ind - men ellers forventer jeg at rigtig mange vil kigge med og måske gøre en god handel, siger Lisbeth Thrysøe.

Det hele foregår via Mors Handels Facebook-side og er foreløbigt planlagt til at finde sted 26. og 28. januar samt 2. og 4. februar.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu