TV-kendt vinfirma flytter til større lokaler i Thisted
De blev kaldt de speedsnakkende vinkøbmænd fra Thy, da de var med i DRs TV-program "Løverne". Men Bjarke Pedersen og Regin Bjerggegaard Iversen imponerede løverne med mere end deres taleevner og fik hevet tre af investorerne ind i deres fremadstormende forretning, Vinhuset.
Siden Vinhuset kom på alle TV-skærme, er salget kun boomet yderligere, og de 200 kvadratmeter i Nykøbing blev alt for små.
Derfor er Vinhuset nu flyttet til 1304 kvadratmeter i Thisteds industrikvarter, en hal med højt til loftet og med plads til rigtig meget vin.
- Vi har fuld fart på. I øjeblikket sælger vi 400-600 af vores smagskasser hver uge, og tallet stiger. Det betyder, at vi skal håndtere rigtig meget vin, som ankommer i pallevis hver dag. På en dårlig dag modtager vi "kun" 13 paller - ofte er det flere. Heldigvis skal vi ikke, som før, skubbe alt det vin manuelt. På vores nye adresse var der en lastbilrampe, så fragtbilerne kan køre til og læsse lige ind på lageret. I det hele taget har vi fået en meget bedre håndtering af varerne, fortæller de to forretningspartnere, der ikke kun har fået tre løver med i ejerkredsen, siger Bjarke Pedersen og Regin Bjerggegaard Iversen.
Også medarbejdersiden er vokset. Nu er ni fuldtidsansat med at håndtere vin, fortæller de.
Vinhuset, som fylder to år i april måned, blev fra starten bygget på iværksætteres idé om at sælge smagskasser med vin til danskerne.
Vinmarkedet i Danmark er enormt, og smagskasser, som er meget populære i det store onlinesalg, har typisk prismæssigt ligget på et højere prisniveau end, hvad den almindelige vinelskende dansker er klar til at betale.
- Derfor valgte vi at lave vores smagskasser med rigtig gode vine til fornuftige priser. Og det har ramt plet i markedet, fortæller de to fra Vinhuset, der nu sender mere end 10.000 kasser om måneden ud fra Thisted.
- Vi startede ud med smagskasser fra Frankrig. Senest har vi taget Spanien med, og Italien er netop kommet til. Vi har nu 200 forskellige vine i vores smagskassesortiment. Vi står inde for kvalitet og pris. Vi prøvesmager alle vine og finder de gode vine til de rigtige priser til vores kunder ved mindre vinleverandører, som vi besøger, fortæller Bjarke Pedersen og Regin Bjerggegaard Iversen.
Nu glæder de sig over at være flyttet til gode, store lokaler i Thisted. Et nyt stilfuldt 100 kvadratmeter kontor bag glas er ved at blive taget i brug.
- Men vi tror nu ikke, at de nuværende lokaler bliver ved med at være store nok. Men klør vi på et år mere, så må vi se, om der skal udvides, lyder det fra Bjarke Pedersen og Regin Bjerggegaard Iversen.
De to års fødselsdag hos Vinhuset på Industrivej 13 i Thisted fejres den 10. april - naturligvis med ekstra gode tilbud på vin.