Billede beskrivelse

Thyboer søger ny købmand til veldrevet butik

08. oktober 2023 kl. 07.01
Opdateret 09. oktober 2023 kl. 12.04

Har du erfaring med ledelse og lyst og mod til at drive en i forvejen veldrevet butik videre, så kan du blive din egen købmand i Agger.

Og du kan blive det uden at investere én eneste krone selv.

- Det er en mulighed for at prøve kræfter med at være selvstændig uden at være det, for en kommende købmand hos os får fuld råderet og frie tøjler til at sætte sit eget præg på driften. Det er kun større investeringer, vi er inde over. Ellers blander vi, som bestyrelse, os ikke i driften, men står gerne til rådighed med sparring og anden bistand og hjælp, siger Brian Spetzler, der er formand for den forening af lokale borgere og sommerhusejere, der har anparter i Agger Købmandshandel og har ejet den siden genåbningen i 2016.

Billede beskrivelse

I dag er Agger Købmandshandel en del af Min Købmand-kæden under Dagrofa og har de seneste godt to år haft Tim Lybæk Vestergaard som købmand i samarbejde med kæresten Emma Lund Kristensen. Parret stopper for at åbne egen butik.

- Vi har været glade for samarbejdet med Emma og Tim, som nåede at sætte deres tydelige præg på butikken og nu har fået mod på deres eget. På den måde har vores butik været et springbræt for dem til at stå på egne ben med egen butik og kan også blive det for en kommende købmand. Vi ser selvfølgelig gerne en længerevarende løsning, men er også bevidste om, at vi har en butik, som giver den rette profil en god platform at udvikle sig på i retning af at blive selvstændig en dag, siger Brian Spetzler.

Som den rette profil forestiller han sig en person, der har erfaring fra branchen.

- Det kunne eksempelvis være en afdelingsleder i en af de større kædeforretninger, som Føtex, der havde lyst til at stå med ansvaret for at drive og udvikle vores købmandsbutik med god hjælp fra vores ansatte personale og en stor flok af frivillige, der på skift hjælper til med at sætte varer på hylderne, siger Brian Spetzler.

Billede beskrivelse

Butik og by i udvikling

Og det bliver en butik i fremdrift, en kommende købmand får ansvaret for. Både på bygninger, inventar, varesortiment og indretning, fremstår butikken knivskarp. Samtidig er økonomien voksende, både målt på omsætning og indtjening.

- Fremadrettet ser vi også positivt på potentialerne for butikken, for generelt er Agger en by i udvikling, hvor flere butikker og restauranter er kommet til og flere vil følge. Nu sker der noget året rundt, som også smitter positivt af på sommerhusudlejningen og trækker flere turister til. Den udvikling er med til at gavne vores butik samtidig med, at vi understøtter den generelle positive udvikling af Agger, siger Brian Spetzler.

Han håber, at en ny købmand kan være på plads 1.december.

- Har man lyst til at se vores butik og søge jobbet, så er man velkommen til at kontakte mig for en fremvisning og en snak, siger Brian Spetzler.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste