
Thisteds sure sild nåede medierne: Nu er hylderne tømte
For en uge siden kunne vi fortælle om Fiskehusets sure sildesucces. Siden er salget af den originale surströmming gået helt amok i butik og i webshop. Ikke mindst efter at DR P4 lagde vejen forbi og lavede en live-prøvesmagning.
- Det var egentlig kun tænkt som en sjov ide til pakkespil og julefrokoster. Men jeg skal da love for, at der har været interesse. Nu er hylderne totalt i butikken tomt og folk er på venteliste. Jeg har bestilt nye forsyninger, som jeg håber kommer i løbet af ugen, siger Michael Mathiesen, indehaver af Fiskehuset.
- Vi oplevede kunder, der købte op til tre dåser ad gangen.
Bliv skrevet op
Fiskehandleren er naturligvis glad for, at de sure stinkende sild er udsolgt.
Men han er lige så glad for den reklame, som fiskehuset og fiskerestauranten har fået.
- Det havde jeg nok ikke lige ventet. Men det er da ikke så ringe endda, siger fiskehandleren.
Han opfordrer dem, der har tænkt sig at have surströmming på julebordet eller i pakkespillet: bliv skrevet op i butikken. For den næste forsyning af svenske silde-dåser bliver helt sikkert hurtigt udsolgt, og det er svært at få nye forsyninger.