Billede beskrivelse

Susan byttede børnenes julegaver med et smil

30. december 2023 kl. 19.00

Julen er børnenes fest, og der findes næppe større glæde end at se på de små, der forventningsfuldt pakker julegaver ud.

Men forventninger kan indimellem føre til skuffelse og børn, der bliver kede af det, hvis legetøjet ikke virker efter hensigten eller er gået i stykker.

Er det sidste tilfældet kan ventetiden synes lang for at få gaverne byttet, så tredje juledag var der ekstra travlt hos legetøjsbutikken Hej Sikke Leg i gågaden i Hurup.

- Vi bytter flest julegaver den første åbningsdag efter jul, for modsat de voksne, der godt kan vente lidt længere, så vil børnene gerne have en ny gave, der bringer smilene tilbage. Derfor er byttedagen også en glad dag for mig, for personligt synes jeg ikke, at børn skal gå rundt og være kede af det på grund af en gave, der af den ene eller anden grund ikke virker eller er gået i stykker. Så skal de naturligvis have en ny gave, smiler indehaver Susan Gramstrup.

Billede beskrivelse

Det, vi ønsker, får vi

Tidligere blev der også byttet dubletter på den dag, som er kendt for at være store byttedag, men de ses nu om dage sjældnere hos Hej Sikke Leg.

- Forældrene er blevet gode til at fordele børnenes ønsker, så mormor får en ønskeseddel og farmor en anden. Derfor ser vi sjældnere, at børn og forældre kommer i butikken for at bytte dubletter, siger Susan Gramstrup.

At vi er blevet bedre til at få vores ønsker til julegaven opfyldt, mærker man også hos dametøjsbutikken Butik Backstage i den anden ende af gågaden.

- Vi har ikke mærket det store rykind for at bytte julegaver, men det kan naturligvis komme de nærmeste dage. Tredje juledag er jo en dag, hvor mange fortsat har juleferie og deltager i julefrokoster. Men generelt mærker vi en tendens, hvor der bliver færre, der bytter julegaver. Vi er blevet bedre til at sørge for, at få vores ønsker opfyldt, og i vores butik har kunderne ofte taget et billede af gaveønsket og derefter lagt det op i Ønskeskyen, siger de to indehavere, Bettina Kirkeby Kjær og Jette Kirkeby Nielsen.

Ønskeskyen er en app, hvor man kan lægge sine ønsker op og dele dem med familie og venner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste