Billede beskrivelse

Surf, skate og smykker på kanten af havet: - Vi giver det en chance

10. juni 2025 kl. 11.03

VORUPØR: Når muligheden bød sig, så skal det have en chance.

Det siger Christian Thomsen, der sammen med sin bror, Jeppe, driver surf- og skateshoppen Surfmore med hovedsæde i Skive.

Den omtalte mulighed, var chancen for at åbne en fysisk butik.

Hidtil har Surfmore kun solgt sit sportsudstyr, beklædning og accessoires gennem brødrenes webshop, men i Vorupør blev de gjort opmærksom på det tomme butikslokale på Havstokken ved siden af Kaffebaren i VØ.

- Så tænkte vi, at det var nu, vi skulle prøve en fysisk butik af, så derfor laver vi en pop-up i juni, juli og august for at teste af, om der er basis for en helårsbutik, siger Christian.

Billede beskrivelse

Surfmore sælger primært udstyr, beklædning og accessoires til vandsport, surf og skating, og et mindre udvalg vil være at finde i den nye pop-up butik.

- Vi åbner med det, vi tror sælger bedst hen over sommeren til både lokale og turister, men vi er klar til løbende at justere på sortimentet efter efterspørgslen, siger Christian.

Et gennemgående træk og en mission for brødrene er at sælge kvalitetsudstyr til en pris, hvor alle kan være med. Samtidig er mange af produkterne af eget design og produktion.

- Vores prisniveau afspejler, at alle skal have mulighed for at være aktive. Det er vores målsætning og mission, siger Christian.

Aktive vil brødrene også være ved at lave arrangementer sammen med kunderne, og de lægger i det hele taget op til at blive en aktiv del af Vorupør – og gerne i samarbejde med andre butikker i byen.

Billede beskrivelse

Et samarbejde, ganske vist med en ”nabo” hjemme i Skive, har de etableret. For med i den nye pop-up, kommer også Guldsmed Ø. Bag navnet gemmer sig guldsmeden og ædelstensfatter Marie Viberg Østergaard, der har et arbejdende værksted og butik i Resenlund.

Nu kommer hun så til Vorupør sommeren over med nogle ”sommerfavoritter”, som blandt andet er sølvsmykker med ”Søhesten Ruth”, ”The sun” og ”Bølge”.
Bortset fra en fast lukkedag mandag, vil Surfmore og Guldsmed Ø holde åbent ugens øvrige dage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste