Billede beskrivelse

Stille start på januar: Udsalg er ikke længere et tilløbsstykke

19. januar 2025 kl. 06.01

HURUP: Engang var januarudsalget et kæmpe tilløbsstykke i handelsbyerne, også i handelsbyen Hurup.

Sådan er det ikke længere, for selv om specialbutikkerne holder traditionen i hævd og har skiltet vinduerne til med gule tilbud på alle hylder, så flokkes kunderne ikke længere om de nedsatte varer.

- Tiderne har ændret sig, så januarudsalget er ikke længere et udsalg, som i de gode, gamle dage, hvor kunderne stod i kø for at få del i de gode tilbud, smiler Lars Søndergaard, der er indehaver af Kjeld Sko i gågaden og formand for handelsforeningen.

Billede beskrivelse

At januarudsalget ikke længere er samme trækplaster som tidligere, tilskriver han en udvikling, hvor konkurrencen om kundernes gunst er blevet større og større, så der i dag er mange tilbudsdage i løbet af et år, hvor den amerikanskfødte Black Friday er gået hen og blevet den toneangivende.

- Den udvikling, der sker i samfundet omkring os, sætter også sit præg på specialbutikkerne. Hvor vi tidligere havde julehandel og januarudsalg, er årets store udsalg nu i november med Black Friday. Den udvikling har specialbutikkerne ikke ønsket sig, men vi må acceptere, at det nu er sådan, det er, siger han.

Black Friday smitter af på julehandelen, som Lars Søndergaard alligevel kalder god, men med tilføjelsen ”uden at være prangende”.

- Vi mærker god, lokal opbakning til vores specialbutikker, men vi kan da godt bruge flere kunder, smiler han.

Opbakningen til januarudsalget kalder han også for okay.

- Selv om det ikke er samme udsalg, som i gamle dage, så forventer kunderne, at januar byder på det traditionsrige udsalg. Det holder vi så i hævd, for alt andet lige, er traditionen en god måde at begynde det nye år, siger Lars Søndergaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste