Billede beskrivelse

Specialbutik lukker efter 55 år: Indehaver har set det komme

31. maj 2024 kl. 17.01

THISTED: Busk Lædervarer i Vestergade i Thisted lukker. Den 55 år gamle butik, der tidligere lå i Storegade, men flyttede til Vestergade efter en brand, kan ikke længere holde den nødvendige omsætning, som går ifølge indehaveren kun går én vej.

Derfor har Anne Marie Koefoed besluttet at tage konsekvensen og lukke specialbutikken, der sælger tasker, kufferter, rygsække, punge og handsker.

- Jeg har set det komme. Udgifter og indtægter hænger ikke længere sammen. Især det seneste år og første kvartal i år har omsætningen ikke været god. Så jeg måtte træffe en beslutning, rådede min revisor mig til. Det har jeg gjort nu, lyder det fra Anne Marie Koefoed.

- Jeg har det da skidt over at skulle træffe den beslutning efter 33 gode år i branchen og i de sidste 20 år som indehaver. Det er bare svære tider for de små specialbutikker i Thisted. Coronaen, nethandlen og krigen i Ukraine har gjort det svært at holde omsætningen. Og jeg kan godt være bekymret for, at flere specialbutikker i Thisted følger de næste par år. 

Nu skal hun have sin forretning afviklet hen over sommeren. Senere skal hun ud og søge sig et job. Så hun vil ud og se, hvad der dukker op af muligheder.

- Jeg skal i hvert fald ikke hjem og gå, lyder det fra Anne Marie Koefoed.

Busk Lædervarers ophørsudvalg starter lørdag første juni med 25 procent rabat.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste