Sneen driller stadig - nu går det ud over butiksejere

03. december 2021 kl. 15.56

Først var det bilisterne, der døjede med sneen. Et par dage senere er der tøvejr, og så er det butikker med varelageret udenfor, som får problemer.

En af de butikker er Blomstertorvet, der trods en ny tilbygning, stadig har mange planter udenfor.

Fredag måtte brødrene Dennis og Klaus Jacobsen fra Blomstertorvet i Thisted bruge en stor del af deres dag udenfor med gang i sneskovle. Ikke kun fordi kunderne skulle kunne komme rundt på pladsen mellem gran og planter, men også for at få den våde tunge sne væk fra de planter, der ikke allerede var blevet trykke flade af den tunge dyne af tøsne, der havde lagt sig over alt.

- Jeg må indrømme, at det vilde vintervejr kom lidt bag på os. Det plejer først at være senere på vintersæsonen, men sneen har kostet nogle fladtrykte og ødelagte planter, lyder det fra ”Blomster-Dennis” - der dog glæder sig over at kunderne strømmer ind efter de to dage med snebøvl.

Ærgerlige tab

Han er glad for, at butikken fik bygget 230 kvadratmeter til. Her har man fået juleroser, hyacinter, alpevioler og lignende mere sarte juleplanter ind.

- Men det er det ærgerlige tab, vi altid må påregne i vores branche, uddyber han.

Og heldigvis tager de mange andre julevarer, som butikken har et stort udvalg af: gran og juletræer - ikke skade af sneen.

Også på den mere praktiske side volder sneen Blomstertorvet problemer. Til fem begravelser har det været mere end svært for butikkens bil at få blomsterne frem - men det gik lige, ifølge ejeren af blomsterbutikken på Leopardvej.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste