Billede beskrivelse

Slut med de farverige kjoler: Betina traf en svær, men rigtig beslutning

30. marts 2024 kl. 06.00

Forleden meddelte Betina Dencker, at hun lørdag den 29. juni holder sidste åbningsdag i sin fysiske butik DenckerDeluxe på Faaruphusevej i Nykøbing, men også med sin webshop DenckerDeluxe.dk.

- Det har været en svær beslutning, som jeg har truffet med en tung følelse i hjertet, for det er jo mit livsværk, som jeg har bygget op gennem de seneste 15 år, jeg nu lukker. Men selv om, det har været en svær beslutning, så har det også været den rigtige beslutning. Og jeg er i dag helt afklaret med, at det er sådan, det skal være, siger Betina.

Hun forklarer, at det er en beslutning, der har ulmet i længere tid i takt med vigende omsætning i kølvandet på corona, urolighederne i Europa med krig i Ukraine og stigende energipriser.

- Men en af de meget markante ting, som jeg oplevede efter corona var, at mine kunders vaner havde ændret sig. Der kom virkelig skub i den vigtige, men for mig sønderknusende grønne bølge og bevægelse mod genanvendelse og bæredygtighed. For jeg lever af at sælge kjoler i den nok lidt dyre ende, men efter corona oplevede jeg, at kunderne ikke havde det samme behov for at købe kjoler så ofte, men kunne nøjes med genbrug eller benytte den gamle kjole i lidt længere tid, forklarer hun, og peger på, at forbrugerne også er blevet meget prisbevidste.

Billede beskrivelse

Kontrolleret lukning

Så det har været en cocktail af mange ting efter corona, der nu har fået Betina til at afvikle sit hjertebarn.

- Men jeg har det også sådan, at hvis ikke jeg kan drive en levedygtig forretning, selvom jeg har prøvet stort set alt for at vende udviklingen, så vil jeg hellere give helt slip og lade falde, hvad ikke kan stå, understreger hun.

Derfor har Betina nu også valgt at lave en kontrolleret lukning over en længere periode, og hun understreger, at der ikke er tale om en konkurs, men en kontrolleret lukning.

- Jeg vil gerne afslutte det her på en ordentlig måde, både overfor mine leverandører og mine kunder. Jeg opfordrer derfor nu alle mine kunder, både i den fysiske butik og på webshoppen, til at indløse gavekort, rabatkoder og tilgodehavender, så de ikke brænder inde med dem. Nu kender de lukningsdagen, siger Betina.

Hun lægger stor vægt på, at lukningen skal ske ordentligt, så hun ikke efterlader nogen på perronen – heller ikke sine fire ansatte. Lige nu er hun begyndt på et ophørsudsalg med 30 procent på alt i butikken, og nedslaget i priserne vil stige, jo nærmere butikken nærmer sig lukningsdatoen.

Startede med webshop

Betina startede med webshoppen DenckerDeluxe.dk i 2009. Med årene voksede webshoppen sig så stor, at hun åbnede en fysisk butik i Havnegade i 2013 ved siden af webshoppen, og i 2020 tog hun det helt store spring og købte de nuværende lokaler på Faaruphusevej.

Den tidligere købmandsbutik fik hun indrettet helt efter sit eget hjerte med farvestrålende interiør, som matcher de farverige kjoler i butikken. Men det har alle årene været webshoppen, der fyldte mest på bundlinjen med 80 procent af omsætningen.

Billede beskrivelse

56-årige Betina har, siden hun var 17 år, arbejdet indenfor tøjbranchen – så det er på flere måder et markant spring, hun nu tager, når hun lukker sin butik.

- Jeg har ikke nogen konkrete planer for, hvad fremtiden byder på rent arbejdsmæssigt. Om det bliver noget nyt indenfor tøjbranchen, ved jeg ikke, men jeg har da gennem årene oparbejdet en stor kompetence indenfor salg af tøj både foran og bag ved disken, siger hun.

Men lige nu har hun fokus på at afvikle DenckerDeluxe med hensyntagen til sine medarbejdere, kunder og leverandører.

- Det her er som sagt en kontrolleret lukning, hvor tingene ikke skal gå så stærkt. Jeg er også åben for at sælge både bygning og butikken, hvis nogle ønsker at tage over, siger Betina, der understreger, at hun i dag har det godt med beslutningen og er meget afklaret.

Nu vil hun kun se fremad med et lyst sind.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste