Sanne har flair for blomster
18-årige Sanne Klausen fra Sejrslev er Madame Tusindfryds mønsterelev
NYKØBING: Hos Madame Tusindfryd i Grønnegade i Nykøbing er indehaver Lilly Josefsen så glad for sin 18-årige elev Sanne Klausen, at hun gerne vil prale lidt med hende.
- Allerede da hun var i erhvervspraktik i 8. klasse kunne jeg se, at hun havde flair for blomster. Hun kunne allerede dengang binde buketter som ellers er noget, man skal binde 500 af, før man er god, fortæller Lilly Josefsen.
Hun var derfor helle ikke i tvivl om at ansætte hende, da hun søgte en læreplads.
- Jeg var færdig med EUX i sommers. Og så fik jeg læreplads fra 1. juli, fortæller Sanne Klausen, der bor i Sejerslev.
Og på de få måneder siden juli er hun allerede i fuld vigør i butikken.
- Allerede efter en måned har hun lavet kistepynt og alt til begravelser. Senest er hun blevet ferm til bryllupsbinderi. Stiftede buketter mestrer hun også. Jeg vil sige, at hun efter de få måneder, hun har været her, kan mere end en nyudlært. Hun er guld værd for en butik som os. Og jeg ved, hvad jeg snakker om, siger Lilly Josefsen.
Madame Tusindfryd beskæftiger fire fuldtidsbindere ”plus det løse”.