Rygterne manet i jorden: Spar i Tilsted lukker ikke
THISTED: Rygterne har svirret i en måneds tid. Men nu kan købmand og medejer af Go'Mad Spar, Kristian Rysgaard, fortælle, at butikken på Simons Bakke fortsætter som Spar-butik.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har været lukningstruet. Det krævede derfor, at vi skulle lave en tilpasning, og nu har vi fundet en rigtig god løsning. Det er derfor med stor glæde, at vi nu endelig kan meddele vores kunder, at vi ønsker at fortsætte butikken, lyder det fra Kristian Rysgaard.
Han har dog ikke lyst til at komme nærmere ind på detaljerne lige nu.
- Det vigtigste for mig er, at Tilsted og lokalområdet fortjener en dagligvarebutik med et bredt udvalg af dagligvare og naturligvis alle de servicetiltag, vi er i stand til at varetage. Et stort arbejde er gjort for at få butikken tilpasset til udviklingen i dagligvarebranchen. Det er sket i tæt samarbejde med Dagrofa.
- Vi sætter nu fuld fart på butikken igen med vores fokus på at være bedst med et skarpt tilpasset sortiment på det, vi blandt andet er rigtigt gode til: kød, vin, blomster, kolonial, mejeri, frugt og grønt. Altså et moderne minimarked med fokus på kunden, hvor vi varetager alt det, som discounten ikke formår, siger han.
Det bliver i et nyt koncept med tilpasning af sortiment og åbningstider, og med den sædvanlige høje service, som de er kendt for.
- Vi er desuden glade for også at kunne fortælle, at den nye købmand i Tilsted bliver Andy Smart, nuværende butikschef i Snedsted. Andy har været i branchen igennem mange år og er en dygtig købmand med stort flair for at drive butik med de nutidige trends, friskhed, kvalitet. Det bliver den samme lokale Spar-butik som før og den samme gode indkøbsoplevelse som kunderne kender, lyder det fra en glad Sparkøbmand på Simons bakke.