Billede beskrivelse

Robert holder black friday på sin helt egen måde

10. november 2023 kl. 06.00

I ugen, hvor Black Friday løber af stablen d. 24. november, har virksomheden fra Klitmøller valgt endnu engang at sætte fokus på en sag, som står deres hjerte meget nært; havet.

Det skriver tøjfirmaet i en pressemeddelelse. 

- I næste uge kommer du ikke til at se Black Friday tilbud hos os. Vi sætter i stedet et ganske særligt fokus på havet, på et plastikfrit havmiljø og på bevidst forbrug. Der er et alternativ til at sætte prisen ned, og det er at bruge sin stemme på at fremme en god sag. For os er det at støtte kampen mod plastikforurening i vores vand- og havmiljø, siger grundlægger Robert Sand, Klitmøller Collective. 

Fra lørdag d. 18. november til og med søndag d. 26 november forpligter virksomheden sig på at rense 1 kg havplast op fra hav- og vandmiljø for hvert køb. 

Det er uanset, om det er i en af brandets egne butikker, på deres webshop eller til deres lagersalg. Der er udgåede, nedsatte varer at finde hos Klitmøller Collective, men ikke nye varer, som er sat ned i anledning af Black Friday.

Billede beskrivelse

Strandrens og hygge

Oprensningen af havplast sker i samarbejde med den danske virksomhed Resea Project, der arbejder for et plastfrit havmiljø. 

Og man behøver ikke engang at købe noget, for at støtte den gode sag. For lørdag d. 18. november kan du være med til at rydde de lokale strande i Thy for havplast. 

Fra kl. 12:00 til 14:00 arrangerer Klitmøller Collective strandrens, og efter oprydningen på strandene er der en bid mad, lidt varmt at drikke og øl. 

- Håbet er, at vi i løbet af ugen kan bidrage til, at der bliver fjernet op mod et halvt ton havplast i den kombinerede indsats lokalt og globalt, forklarer Robert Sand.

- Så tag dem, du kender, under armen og få frisk luft kombineret med et godt formål.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste