Billede beskrivelse

Rasmus køber hele butikken og retter øjnene mod nyt område

17. september 2024 kl. 17.02

KLITMØLLER/VORUPØR: Surf Pro, der driver i dag butikker, udlejning og undervisning i Klitmøller og Vorupør samt mobil undervisning over hele Thy, har fået eneejer.

Virksomheden blev etableret i begyndelsen af 2024 som konsekvens af en opsplitning af WestWind Surfshops og Surfskole, der findes i blandt andet Hvide Sande, Bork, Vorupør og Klitmøller.

Rasmus Fejerskov og Klaus Suciu Sørensen havde fra etableringen af Surf Pro et fælles ejerskab. Med virkning fra 30. september 2024 har Rasmus købt Klaus’ andel af virksomheden som et led i en ny udviklingsstrategi, skriver parterne i en pressemeddelelse. 

Ejerstrukturen ændres i forbindelse med en ny vækststrategi. 

Rodfæstet i Cold Hawaii

Rasmus har haft butik og bolig i Klitmøller siden sidst i 90’erne og har således været en del af hele transformationen af Thy og udviklingen af Cold Hawaii.

- Jeg har været en del af hele den store udvikling med Cold Hawaii og har rigtigt mange års erfaring med udvikling og drift af butikker, udlejning og undervisning indenfor surfing. Surf Pro er blevet et rigtigt spændende brand med store udviklingsmuligheder. Med opkøbet af Surf Pro Vorupør har jeg mere frie hænder til at implementere udviklingsstrategien. Det har været en stor hjælp at udvikle hele Surf Pro konceptet sammen med Klaus, og jeg ønsker ham alt det bedste i hans kommende eventyr, siger Rasmus Fejerskov.

Fortsætter som ambassadør

Klaus Suciu Sørensen åbnede butikken i Vorupør i 2017 og blev hurtigt en del af WestWind Watersport og den lokale udvikling af Vorupør.

- Jeg har historisk set skiftet arbejde hvert syvende år, og nu er det så igen tid til, at jeg professionelt får nye fokusområder og interesser. Jeg ved endnu ikke i hvilken retning, men det har været vanvittigt spændende at være med til at etablere Surf Pro sammen med Rasmus, og jeg ønsker det bedste for virksomheden, medarbejderne og Rasmus, siger Klaus Suciu Sørensen, og fortsætter:

- Vi kommer stadig til at bo i Vorupør, og vores tradition med Børnesurf fortsætter med lån af udstyr fra Surf Pro, og fremadrettet vil jeg være også Surf Pro ambassadør, fortæller Klaus.

Øjnene rettet imod Hanstholm

I forbindelse med den nye udviklingsstrategi er øjnene blandt andet rettet imod Hanstholm.

- Et af de næste store skridt er at etablere en forretning i Hanstholm, og vi arbejder også på et nytænkende online univers til undervisning i surfing, fortæller Rasmus Fejerskov, og fortsætter:

- Sæson 2024 har været præget af, at vi har udviklet og etableret et helt nyt brand - Surf Pro Cold Hawaii. Men generelt er året indtil videre gået over forventning. Et af vores store kommende fokusområder er at aktivere skuldersæsonerne i større udstrækning – en indsats, der kræver, at vi samarbejder som turismevirksomheder og destinationsselskab, slutter Rasmus Fejerskov.

Surf Pro Cold Hawaii beskæftiger ca. 20 personer, hvoraf hovedparten er deltidsmedarbejdere grundet de store sæsonudsving. Opkøbet medfører, at der skal findes en ny førstemand til butikken i Vorupør, og vi forventer også at ansætte en ressource til videreudvikling af vores online univers.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste