Prebens Vinhandel: Boom i salg af ost og lækkerier
Efter de første 14 dage af coronanedlukningen kom der igen gang i omsætningen, og det er der stadig
NYKØBING: Coronaen blæste kunderne væk fra Prebens Vinhandel i Nykøbing Mors. Men efter 14 dage, hvor der stort set ikke skete nogen handel, begyndte kunderne at vende tilbage til delikatessebutikken.
Siden er salget af ost, vin, specialøl og andre specialiteter gået voldsomt frem.
- Man kan tydeligt mærke, at efter coronagenåbningen har folk stor lyst til at kræse og hygge. Alle fester og komsammener blev jo med et aflyst. Så har folk i stedet valgt at hygge sig hjemme, og det kan vi mærke, lyder det fra Preben Laustsen, der netop har oplevet en Fars Dag, der slog alle tidligere rekorder.
- Vi solgte så meget øl, rom, gin, whisky og også en del vin, at vi stod med halvtomme hylder. Det var helt vildt.
Også når det gælder ost, har efterspørgslen været langt over det normale:
- Vi har aldrig solgt så meget ost, som vi gør nu. Vi får en palle ost hver uge. Salget er 50 pct. større end normalt. Og med ost ryger der mange flasker god vin.
- Alt i alt kan vi mærke, at kunderne er tilbage. Så vi har ingen grund til klage, siger Preben Lausten, der fra døren i sin butik også kan se, at folk generelt er tilbage i gågaden i Nykøbing.