Optimisme: Link flytter i større lokaler
Det er opbakningen under coronakrisen, der har skabt baggrunden for udvidelsen, siger indehaver Birte Olsen
THISTED: Modebutikken Link, der er stor, når det gælde smykker, tasker, tøj og kosmetik, er kommet rigtig godt gennem coronakrisen. Så godt, at optimismen er i top. Derfor flytter butikken nu adresse og får knapt dobbelt så meget plads.
Fra 1. oktober vil de mange trofaste kunder finde butikken på modsatte side af Storegade, nemlig dér, hvor tidligere tøjbutikken Marcus lå.
- Vi har gennem coronaen fået en helt utrolig flot opbakning fra vore kunder. Det er noget, vi har kunnet mærke. Det kvitterer vi for ved snart at kunne tilbyde en endnu flottere og meget større butik. Vi får lidt flere varer. Men det er ikke den primære grund til at vi flytter. Det er først og fremmest for at skabt en flottere butik med mere luft og plads, siger indehaver Birte Olsen, der er sikker på hun ved, hvorfor det er gået godt for Link i de hårde måneder, der ligger bagud:
- Det er, fordi vi giver kunden god tid til rådgivning og faglighed. Det er bare gode medarbejdere i Thisted, der hver dag leverer en kundeservice i top - det sætter kunderne pris på, siger Birte Olsen og fortsætter:
- Vi tror derfor på fremtiden. Ellers tog vi ikke skridtet med ny og større forretning.
Indehaveren understreger, at åbningsdatoen på den nye adresse Storegade 19A afhænger af, hvornår håndværkerne bliver færdige:
- Bliver det før tid - så åbner vi hurtigere, lyder fra fra Link-indehaveren.
Den nye butik bliver på 175 kvadratmeter mod 100 i dag.