Billede beskrivelse

Opbakning i top: Lokalsamfundet rykker sammen om brugsen

10. december 2022 kl. 10.57

I Frøstrup bor der omkring 700 mennesker. Men den lokale Dagli´Brugsen har 870 medlemmer, og det er et synligt bevis på, at der er massiv opbakning bag den lokale dagligvareforretning.

Også de yngre borgere i byen er klar over, at byens brugs har stor betydning for lokalsamfundet.

Det vises af en stor rødmalet portal, som alle butikkens kunder skal gå gennem op til jul. I begge sider er der en kalenderlåge, og her kan kunderne blive hilst af dagens særligt gode december tilbud.

Kalenderportalen er lavet af 42 skoleelever fra 3., 4., 5. og 6. klasser fra Hansæs-Østerild Skole sammen med elevernes lærer Elisa Sigurjonsdottir.

Stolt uddeler

Dagli`Brugsen Frøstrups uddeler Mikael Lassen er stolt over den flotte opbakning, som lokalområdet yder brugs-butikken.

- Under coronaen fandt vi ud af, hvad et lokalområde kan. Det bekræftede os alle i, at vi kan altså noget, når vi vil.

- Vi har siden haft rigtigt gode tal for butikken. Det har vi stadig. Vi ligger endda lidt over, hvad vi havde forventet af omsætningen. Men det skal tages med i vurderingen, at prisstigninger på varerne er med til at lave højere omsætningstal.

Billede beskrivelse

Godt investeret

Generelt er Dagli`Brugsen i Frøstrup i en bedre situation end mange andre sammenlignelige dagligvarebutikker. Det skyldes den store opbakning. Men også at bestyrelsen i den medlemsejede butik har truffet gode valg med blandt andet investering i solceller for et par år siden.

- Butikken er investeringsmæssigt på plads. Vi har brugt de senere års overskud til at skabe en endnu bedre butik. Og alt er lavet af lokale virksomheder. Det er jo også godt for lokalområdet. Det er svært at lave noget på bundlinjen for tiden. For vi har jo valgt bevidst at have mange varer, som økologiske, som ikke sælger så meget som før.

- Vi mærkede i august, da Ukraine- og energikrisen slog igennem, at kunderne pludselig ændrede adfærd. Købelysten blev rettet mod de billigere varegrupper. Man er meget prisbevidst nu. Vores pakkekalender er også for at komme vore kunder i møde med gode tilbud i en kold tid, lyder det fra Mikael Larsen.

Billede beskrivelse

Klager ikke

Det hjælper ikke på bundlinjen. Men det er godt for loyaliteten for den 102 år gamle butik. Den kan ikke blive bedre. Så det går godt for Brugsen i Frøstrup. 

- Vi klager ikke. Men der skal kæmpes, lyder det fra uddeler Mikael Lassen.

Dagli´Brugsen i Frøstrup har et ekstra stort sortiment med 4500 forskellige varer på hylderne. For butikkens filosofi er, at alt skal kunne købes – uden at man skal til omkringliggende byer for at handle.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste