Ole stopper: Den smilende tyggegummi-købmand tjekker ud fra Spar
Du ser ham hvirvle rundt mellem varereolerne hos Spar på Iversensvej - altid smilende og i godt humør. Men nu er det slut.
Fredag havde 64-årige Ole Østergaard sidste dag, og det blev bemærket af kunderne. Hundredvis skulle trykke hånd og ønske godt otium til den populære og altid servicemindede butiksassistent.
- Det er skønt at så mange siger farvel, lyder det fra Ole Østergaard, der stopper mens legen er god.
- Jeg føler mig absolut ikke brændt ud - men jeg synes ikke at jeg kunne stoppe på nogen bedre måde - på så god en bedre arbejdsplads. Selv om det er svært - så fantastiske kollegaer og en butik som jeg mærker at kunderne er rigtig glade for, lyder det fra Ole Østergaard, der har en særlig grund til at stoppe på det arbejde, som han hver morgen har glædet sig at stå op til.
- Jeg har mulighed for at få ”Arne-pension” og den tager jeg. Allervigtigst for at jeg kan være sammen med Vibeke min kone, som har gået hjemme i mange år på grund af sit helbred. Nu skal vi nyde at være meget mere sammen i Malleparken.
Mejerigården og Dandy
Ole Østergaard er udlært i 1978 i Brugsen i Hundstrup, hvor han startede som 17-årig.
Herfra gik turen til mejerigården, hvor han tappede mælk i tre år. 1981 begyndte han hos S-Engros og var der i seks år, før han i 1987 fik en lang karriere som tyggegummisælger i hele Jylland.
- Jeg blev tyggegummisælger hos Dandy i Vejle og kørte på vejen i 28 år, før jeg og 28 andre sælgere blev hældt ud, da Dandy blev overtaget af et amerikanske finansselskab. Heldigvis kendte jeg Jens Andersen (Medindehaver af Spar Go Mad. red) efter utallige besøg i hans butik i Snedsted. Han spurgte, om jeg ville være med på holdet, da han overtog købmandsbutikken på Iversensvej i 2016.
Syv børnebørn
Han er meget taknemmelig for, at han blev tilbydt jobbet. Og det har været seks fantastiske år og ikke mindst at have en del af den udvikling, som Spar-butikkerne har haft.
- Nu slutter jeg som butiksekspedient, som jeg startede ud med som 17-årig. Nu skal Vibeke og jeg hygge os. Vi vil være sammen med vores syv børnebørn, så meget som muligt. Vi vil rejse sammen.
Og for mit eget vedkommende så skal jeg fortsætte med at spille fodbold med oldboys-gutterne i Sennels hver mandag. Og jeg skal da også ud og se mine børnebørn spille bold, lyder det fra Ole Østergaard, der ved, hvordan man spiller bold.
I tre sæsoner sidst i 1980´erne var han på Thisteds første hold i Danmarksserien.
Men købmanden, der kan lide at have noget at rive i, skal også lige skal passe sit menighedsrådsarbejde i Sennels og sin plads i bestyrelsen for Malleparken Boligforening.