Ole og konen har travlt: En særlig ting hitter
I år har Erslev Slagter mærket en stigende efterspørgsel på julefrokoster – endda så meget, at de to indehavere, Tove og Ole Jensen, har måttet afvise nogle bestillinger.
- Vi kan godt mærke, at vi er færre her på øen, som laver julefrokoster, og det kunne vi faktisk mærke allerede før, sæsonen blev skudt i gang. Det er vi jo selvfølgelig både glade for, men faktisk også kede af. For det er rigtigt svært at måtte afvise en bestilling fra nogle af de faste kunder, som vi har haft i årevis. Men vi vil ikke tage mere ind, end vi kan håndtere, for vi har altid haft kvalitet i højsædet, også selvom der er pres på her op til jul, siger Ole Jensen.
Efterhånden har Erslev Slagter mange år bag sig. Til oktober næste år kan Tove og Ole Jensen fejre 40-års jubilæum med deres butik, som de købte, da Tove var blot 19 år og Ole 20 år. Og de ser tilbage på fire årtier med den i dag så populære slagterforretning på deres hjemegn – Ole kommer fra Øster Jølby og Tove fra Erslev.
Udvikler sig med årene
Og når de ser tilbage, er der sket en løbende udvikling med deres forretning – nogle ting er, som det altid har været, men nye ting er kommet til.
- Blandt andet er vi med årene begyndt at lave mange flere færdigretter, som er noget kunderne de seneste år har efterspurgt. For vi tilpasser os jo altid efter kundernes ønsker og efterspørgsel. Derfor har vi i dag også seks i køkkenet, siger Tove Jensen, som har sin faste plads i køkkenet.
Ole derimod står mest ved skærebordet sammen med to svende, som skærer kødet ud, så det er klar til bearbejdning i køkkenet – enten til pålæg, delikatesser eller færdigretter. Men i dag går det nemmere med skærearbejdet, end da Ole startede for snart 40 år siden.
- Da fik jeg jo både hele og halve dyr ind på skærebordet, som jeg selv skulle skære ud. Og det var da hårdt arbejde både at løfte på de tunge dyrestykker og udskære dem helt fra bunden. I dag er det arbejde blevet meget nemmere, for nu får vi kødet udskåret i større stykker fra slagteriet TiCan. Og det er jeg selvfølgelig godt tilfreds med, for næste år runder jeg de 60 år, og alderen fornægter sig ikke, siger Ole med et glimt i øjet.
Også Tove mærker, at der er sket en udvikling, siden de som ungt par købte forretningen og flyttede ind i huset, som støder op til forretningen. Og det er udviklingen i køkkenet, hvor nye retter er kommet til og gamle retter ved at glide ud.
Blandt andet er en tidligere fast ret på julefrokostbordet, grønlangkål og glaseret skinke, ved at blive fravalgt af mange, men sild, fiskefilet, tarteletter og ribbensteg er stadig noget, der hitter.
- Vi er begyndt at lave en ny julefrokost menu, hvor vi laver en lakseroulade med rejer og æg, fremfor sild og fiskefilet. Og det kan vi godt mærke har interesse. Så der sker hele tiden en udvikling, og det er jo det, som gør det sjovt og som giver nye faglige udfordringer, siger Tove.
I dag har Tove og Ole ti ansatte som er fordelt med to slagtersvende, fem ansatte i køkkenet og tre ansatte i butikken. Og de har nok at se til, for Erslev Slagter er ikke blot en anerkendt slagter på øen – også kunder udenfor øen kommer og handler i forretningen.
Begge er dog begyndt at tænke på fremtiden og kan mærke, at de selv er blevet 40 år ældre.
- Så vi er da altid på udkig efter et dygtigt ungt menneske, som måske har interesse i at overtage forretningen på sigt. Men lige nu ser vi frem til næste år at fejre vores 40-års jubilæum. Så må vi se, hvor mange år, der kommer efter det, siger Tove og Ole Jensen.