Ole åbner specialhandel i Thisted: - Det bliver ikke en kopi
I fire år har Ole Andresen med succes drevet Thy Specialhandel i Hurup.
Nu kan kunder i det nordlige Thy også handle vin, spiritus, gavekurve, øl, te og kaffe, når Thy Specialhandel torsdag 16. november åbner i Frederiksgade 10 i Thisted.
Især kaffe gør butikken noget særligt ud af.
- Vi kommer til at tilbyde den kaffe, som er rigtig populær i Hurup. Den hedder simpelthen Hurup Blanding og blev første gang lavet hos Købmand Eriksen i 1942 og er siden solgt i Hurup. Men også andre steder for kaffen sælges af Højbjerg Kaffe - det tidligere Frellsen. Vi maler kaffen selv i en gammel kaffemølle, så det kommer til at dufte af kaffe hos os, siger indehaver Ole Andresen.
Udover kaffe bliver butikken i Thisted først og fremmest en vin og spiritusbutik. Det bliver også en butik, hvor man kan få sig en flot gavekurv og chokolade.
Ikke en kopi
- Thistedbutikken bliver ikke en kopi af Hurup. Der vil være varer, som vi ikke har i Thisted - eksempelvis flødeboller og trøfler, siger Ole Andresen, der er klar til at åbne i Thisted.
Han er ikke nervøs for at åbne butik et år efter, at en lignende butik “Smagen af Thy” lukkede i JP. Jacobsen-centret.
- Det er da et stort skridt. Men vores udgangspunkt og vores forretning er en anden. Og så har vi fundet synlige lokaler med masser af parkering - endda lige udenfor døren. Det er vigtigt for en forretning som vores. Vi har desuden fået en del kunder fra Thisted, som kører til Hurup for at handle hos os. Nu skal de ikke køre så langt, siger indehaveren.
- To forretninger vil desuden give nogle stordriftsfordele, så vi kan købe bedre ind. For med større partier kan vi tilbyde vores kunder et bredere udvalg og bedre priser. Vi får en meget stor vinafdeling, hvor man altid kan få kyndig rådgivning.
To ansatte
Han har fået erfarne folk ansat til at drive forretningen i Thisted. Mads Ruby Andersen er vinuddannet og har været vinindkøber. Sammen med Katja Olsen Ewers, som er uddannet tjener, er det dem, man kommer til at møde i forretningen.
Som et fast indslag vil forretningen hver uge af holde “smage-fredag”, hvor kunder kan kigge ind og få smagt på forskellige varer og blive inspireret.
Thy Specialhandel i Thisted slår dørene op torsdag klokken 9.30 med champagne og god nymalet kaffe.
Det bliver med en række gode tilbud til kunderne på åbningsdagen.