Shopping

Nykøbing får en outdoor-butik

Poul A Erhvervsbeklædning rykker ind i den tidl. Tøj Eksperten og åbner outdoor-butik ud til gågaden

27. januar 2022 kl. 15:23

NYKØBING: Igennem mange år har Poul A Erhvervsbeklædning og Tøj Eksperten delt den samme samme ejendom, der er ejet af Frede Kjær Pedersen.

Mens Poul A. Erhvervsbeklædning havde indgang fra Toftegade 24, har Tøj Eksperten haft sin indgang fra Algade 17.

Nu er Tøj Eksperten flyttet ind i den tidl. Wagner-butiks lokaler og det har fået Frede Kjær Pedersen til at tænke nyt.

- Sagen er den, at vi manglede plads til vores afdeling med erhvervsbeklædning. Vi har kunder fra hele Jylland. Derudover er vores afdeling med smart og funktionel outdoor-tøj vokset. Så nu kan vi præsentere 400 kvadratmeter med anderledes tøj midt i gågaden, siger 70-årige Frede Kjær Pedersen, der kom i lære i det firma, han sidenhen overtog, i 1967.

Efter planen skal arbejdstøjet blive i den bagerste del af butikken.

I dag er noget af tøjet placeret på førstesalen. Men det kommer til at rykke ned i stueplan.

Forretningens trykmaskine bliver placeret ud mod Algade.

- Så kan folk, der går forbi, se, at der sker noget i butikken, siger Frede Kjær Pedersen, der har fem ansatte i butikken.

Netop arbejdstøjet er en stor del af forretningen. Og her skal der tryk på.

- I dag er det vigtigt for virksomhederne, at deres navn står på medarbejdernes arbejdstøj. Det skyldes dels reklameværdien og dels, at virkomheder ikke kan trække arbejdstøjet fra uden tryk, fortæller han.

Hvornår butikken åbner er endnu ikke helt på plads.

- Det bliver i starten af marts, siger Frede Kjær Pedersen, der har sat navn på de medarbejdere, der kommer til at lede to afdelinger.

- Det bliver Michael Fisker, der kommer til at stå for erhvervsafdelingen. Outdoor-afdelingen kommer Jonathan Spanggaard til at stå for. Og så kommer outdoor-butikken til at følge gågadens åbningstider, lyder det fra Frede Kjær Pedersen.

Annonceret indhold

Nyeste