Ny café i Vorupør
Fem surfere er gået sammen om at åbne Break Café på Vesterhavsgade 122 i Vorupør
VORUPØR: Kaffe, morgenmad og tekstiler. Denne blanding kan man nu opleve i Vorupør, hvor Break Café netop har slået dørene op.
Break Café, der ligger i Novasols tidligere lokaler i Vesterhavsgade 122, er et projekt af fem personer, der har kærligheden til surfing og Vorupør til fælles.
- Vi har surfet sammen i 10 år, mest om vinteren, hvor der er bølger. Men så fik ejerne af tøjmærket Pleasant, Rasmus Boesen og Marc Berliner, en idé om at lave en pop-up-butik og -café i byen. De plejer at sælge deres tøj på festivaler i Roskilde og Skanderborg. Men det bortfaldt jo i år på grund af coronasituationen, fortæller Jonatan Skogberg, der i første omgang blev hyret ind som tømrer.
Jonatan Skogberg er ejer af Skogberg Byg, Øsløs, der har specialiseret sig i indretning af cafeer og restauranter:
- Da jeg var færdig, spurgte de, om jeg ville være medejer. Det blev jeg så, smiler 28-årige Jonatan Skogberg, der har fået køkkentjansen i cafeen.
Der er plads til 27 personer i cafeen, og på træterrassen udenfor er der plads til yderligere 30 gæster.
De sidste to medejere er Loreena Mcquillan og Katinka Bach.
I cafeen kan man få frokost og aftensmad. Stedet har alkoholbevilling, så man kan også få en øl eller et glas vin til maden.
- Vi åbnede for to uger siden, og det er gået fint. Vi har faktisk travlt, fortæller Jonatan Skogberg.
Han håber, at august bliver lidt mere sommerlig, end juli har været.
- Så får vi lidt mere gang i udendørsserveringer, siger han.
Cafeen åbner kl. 09 hver morgen og byder på morgenmad. Torsdag til lørdag er der åbent frem til kl. 22. Ellers lukker cafeen kl. 18.
- Vi har i første omgang planlagt at holde åbent hver dag frem til 1. oktober.
Derefter vil vi lave weekendarrangementer med f.eks. levende musik eller andre temaer. Så der kommer helt sikker nogle arrangementer hen over vinteren også, siger Jonatan Skogberg.