Nu rykker Fruen ind i Garderoben
NYKØBING: Fredag den 27. september er det helt slut med systue og salg af brugskunst hos Fruens Fristed i Algade i Nykøbing.
Indehaver af butikken, Mary-Ann Gramstrup, holder sidste åbningsdag med en lille reception, hvor man kan komme og tage afsked med Fruens Fristed og fruen selv på dagen over en kop kaffe og kage. Og dermed ophører Fruens Fristed.
Men Mary-Ann får ikke tid til en længere pause ved symaskinen, for allerede fra mandag den 30. september starter hun som ansat syerske i et nyindrettet lokale hos tøjbutikken Garderoben i Algade i Nykøbing.
- Jeg har lavet en aftale med Garderobens butikschef, Inger Mark, om at fortsætte som syerske i et kælderlokale til butikken. Og det bliver som ansat syerske, hvor jeg fortsat kan servicere mine kunder fra Fruens Fristed og nye som måtte komme til. Forskellen for mine tidligere kunder bliver, at de fremover er kunder hos Garderoben, forklarer Mary-Ann.
Og allerede fra lørdag den 28. september kan kunderne indlevere deres tøj til reparation eller tilretning hos Garderoben, hvor personalet med butikschef Inger Mark i spidsen tager imod ordrerne.
- Mary-Ann fortsætter således som ansat her i butikken. Vi er glade for løsningen, for vi var ærgerlige over, at Mary-Anns koncept med systue og brugskunst helt skulle forsvinde fra byen. Så vi har besluttet at tage over på dele af hendes koncept, siger Inger Mark.
Fortsætter med brugskunst
Det er nemlig ikke kun delen med systue, som Garderoben vil føre videre i deres butikslokale. Også konceptet med brugskunst, som var den anden del af Fruens Fristed, overtages af Inger Mark, og kommer til at fortsætte – om end i mindre målestok – i Garderobens butikslokale.
- Vi er lige nu ved at flytte lidt rundt på hylderne i butikken, så vi får plads til at indrette en lille afdeling med brugskunst, fortæller Inger Mark.
Dog bliver salget og udstillinger af brugskunst i en langt mindre målestok end hos Fruens Fristed.
- Vi er lige nu ved at sortere og udvælge de ting, som vi vil videreføre. Og der bliver ikke tale om alle de udstillere og de mange varer, som man kunne finde hos Fruens Fristed, siger Inger Mark.
Men Mary-Ann bliver taget med på råd, og hun kommer til at arbejde videre med konceptet i kulissen.
- Vi vil jo selvfølgelig benytte Mary-Anns store erfaring og viden, så vi tager hende løbende med på råd, når den rigtige sammensætning af brugskunst skal findes både nu og fremover, siger Inger Mark.
Hun er rigtig glad for på denne måde at kunne holde liv i Mary-Anns koncept.
- Det er godt for byen, at vi ikke lukker alt ned, men står sammen om at bevare, det vi kan. Og det her koncept fortjener en plads i byen, siger Inger Mark.
Så fra mandag den 30. september vil Mary-Anns systue rykke ind i Garderoben, og i løbet af nogle uger vil brugskunst blive tilføjet de varer, som man kan købe i Garderoben.
Og som nævnt, kan man allerede fra lørdag den 28. september indlevere tøj til reparation eller tilretning hos Garderoben – og det gælder både Mary-Anns tidligere kunder og nye kunder, som måtte komme til.
Selv er Mary-Ann klar ved symaskinen fra mandag den 30. september i sin nyindrettede systue.