Billede beskrivelse

Nu lukker fruen snart sit fristed - men hun har nye planer i ærmet

11. september 2024 kl. 06.01

NYKØBING: Nu nærmer sidste åbningsdag sig for Mary-Ann Gramstrup, der er indehaver af Fruens Fristed i gågaden i Nykøbing. 

Fredag den 27. september lukker hun sin butik med kunsthåndværk og systue, som hun i august 2020 indrettede først på Lille Torv og siden flyttede til den nuværende adresse i Algade i maj 2022.

Men i juni denne sommer meddelte hun med et tungt hjerte og efter mange overvejelser, at hun lukkede butikken med sidste åbningsdag den 27. september. 

Hendes koncept er, at hun sælger kunsthåndværk og hun har inviteret kunsthåndværkere fra stort set hele landet til at udstille og sælge deres varer fra hendes butik. Samtidig har hun drevet en systue i lokalerne, hvor hun har repareret og syet tøj for både private og erhverv.

Hun åbnede butikken under corona og troede på, at tiderne ville blive bedre efter pandemien. Men det er ikke sket, oplyser hun. 

Købelysten hos kunderne er ikke vendt tilbage, så omsætningen på kunsthåndværk har ikke været som forventet, fortæller hun om beslutningen om at lukke.

Billede beskrivelse

Systuen fortsætter

Derimod har hun haft fin gang i systuen, og den del af forretningen vil hun fortsætte i en eller anden form.

- Jeg har ikke fået alle brikker på plads endnu, men jeg er sikker på, at jeg fortsætter med min systue. Jeg har længe taget sytøj med hjem, men vores hus egner sig ikke til at have en systue på matriklen. Så jeg har andre planer oppe i ærmet, siger Mary-Ann.

Hun mener også stadig, at hendes koncept er unikt og fortjener at overleve. Så findes der en kreativ sjæl, som kan se på konceptet med friske øjne, så overdrager Mary-Ann gerne konceptet og butikken til en anden.

- Har man mod på at føre butikken videre er det ikke for sent at kigge forbi og vi kan tale om det. Jeg hjælper gerne en ny indehaver på vej, siger Mary-Ann.

Men den sidste dag med hende som frue i fristedet ophører fredag den 27. september, hvor hun har lidt kage og kaffe på kanden hele dagen, hvis man ønsker at kigge forbi en sidste gang. Fra fredag og hele weekenden vil hendes udstillere komme og tømme butikken.

- Alle er velkomne til at kigge fordi den 27. september, hvor jeg holder en lille afskedsreception, lyder invitationen fra Mary-Ann.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste