Nu er Lotte igen klar til at nørkle
Efter en periode siden maj sidste år med nedlukning på grund af sygdom er Lise Lotte Jørgensen igen kommet ovenpå, og hun genåbner nu sin garnbutik, Lottes Nørklerier, i Vestergade i Nykøbing.
Det sker den 12. januar, hvor Lise Lotte Jørgensen hilser velkommen tilbage med nogle gode tilbud på Sandnes garn, der er hendes hovedmærke i butikken. hun åbnede sin butik den 1. februar 2022, så genåbningen sker næsten på butikkens 2-års fødselsdag.
- Jeg har været gennem et forløb med brystkræft, men er nu helt ovenpå igen, og jeg glæder mig til at komme i gang efter min ufrivillige pause og hilse på alle mine kunder igen, siger den 54-årige Lise Lotte Jørgensen.
Da hun for to år siden åbnede sin garnbutik i Nykøbing, arbejde hun på deltid som social- og sundhedsassistent, og derfor har hendes åbningstider i butikken altid været fra klokken 13-17. Men det bliver der nu løbende lavet om på.
- Jeg har efter min raskmelding opsagt mit arbejde som social- og sundhedsassistent, og vil nu have fokus på min butik. Det kommer også til at betyde, at jeg løbende udvider åbningstiderne, men ikke lige til at starte med. Det kommer løbende hen over foråret, regner hun med.
Nye trends til forår
Da hun åbnede Lottes Nørklerier, var det en drøm som kom i opfyldelse. For lise Lotte Jørgensen har strikket siden hun var barn, og hendes læremester var hendes mor. I sin butik giver Lise Lotte Jørgensen derfor gode råd og vejledning i strikning, og hun forhandler som hovedmærke opskrifter og garn fra den norske garnfabrik, Sandnes, som er Nordeuropas største producent af håndstrikkegarn af høj kvalitet.
- Når jeg har åbnet butikken den 12. januar, så tager jeg allerede den 14. januar til den årlige Tex-Stil messe i DGI Huset i Vejle. Her bliver jeg opdateret på de nye ting, så jeg bliver tidsrigtig med både garn, farver og opskrifter til forår, forklarer hun.
Udover et bredt sortiment af Sandnes garn har Lise Lotte Jørgensen også garn og opskrifter fra Mayflower og Petitknit. Som noget særligt kan man også i butikken finde plastikgarn af mærket Karen Klarbæk, der er produceret af recyklede plastikflasker.
- Plastikgarnet kan man ikke strikke trøjer af, men det er velegnet, hvis man vil strikke en taske, pung eller lignende. Og det er især turisterne om sommeren, der viser stor interesse for det, forklarer hun.
Men foreløbig glæder Lise Lotte Jørgensen sig til at puste liv i sin butik igen, og det sker som sagt den 12, januar, hvor hun også vil give åbningsrabat på garn fra Sandnes.