Shopping

Nu er det sommer: Musik og shoppeliv i byens gader

Sommeren er kommet til Nykøbing - masser af musik og længe åbent

30. juni 2021 kl. 18:30

Det kan mærkes, at sommeren er kommet til Nykøbing. Onsdag 30. juni blev der holdt det første rigtige by-night-arrangement med musik og optræden i byens gader. På gader og stræder var der også loppemarked, så der var lidt af et leben. Det var dejligt at se.

I løbet af eftermiddagen var der musik på både Rådhustorvet og Lilletorv. Her spillede Mister Hollywood og Nicki Jack, og der var flere rundt omkring, som sad og vippede lidt med sommersandalerne i takt med musikken. Senere gik det løs på Kirketorvet, hvor bandet Double Up spillede.

Det er første gang, at der spilles musik på flere af byens torve i løbet af samme by-night-arrangement.

- Nu skal vi lige prøve at se, om det er noget, sagde handelschef Lisbeth Thrysøe, inden festlighederne begyndte.

Mors Handelsforening har aflyst koncerterne med de store navne. Skulle de gennemføres ville det kræve hegn og tjek af coronapas. Det ville ikke kunne fungere.

- Derfor har vi nogle solister på de små torve. Nogle af dem er lokale, sagde Lisbeth Thrysøe.

På byens torve var der også mennesker, som sad og nød musikken lige fra klokken 15 og frem. Undervejs i forløbet dukkede kulturkaravanen også op med deres musik og gøgl.

Der er by night de kommende onsdage med samme koncept, ligesom der er musik i gaderne både fredag og lørdag.

Nykøbing har også fået en sommerrengøring, så nu kan gæsterne bare komme; Gågaden er blevet spulet for snavs. Det sørgede Morsø Kommune for. Efterfølgende mødtes nogle af butiksejerne, så vinduerne kunne blive vasket og blomster kunne blive plantet i nye krukker. Blomsterne var i øvrigt hentet i Jesperhus.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu