Normal løfter sløret: Her åbner den nye butik i Nykøbing
Detailkæden Normal har nu fundet lokaler til deres nye butik, som de åbner dette forår i Nykøbing.
Håndværkerne er gået i gang med at indrette Vestergade 8, som blev ledig efter Rema 1000 flyttede i nye lokaler i september sidste år.
Det oplyser landeschef for Normal i Danmark, Lars Bjerring.
- Vi har tidligere meldt ud, at vi vil åbne en butik i Nykøbing i år. Og nu kan vi så løfte sløret for, hvor butikken kommer til at ligge, nemlig i de rigtig gode og store lokaler i Vestergade 8 centralt placeret i Nykøbing. Her får vi omkring 500 kvadratmeter salgsareal udover lagerplads. Så vi kan indrette en rigtig god butik og få plads til at folde hele vores Normal sortiment ud, forklarer han.
Selve åbningsdagen vil han ikke lægge sig fast på, men den er nært forestående. Og han kan bekræfte, at Normal allerede er ved at søge personale til butikken i Nykøbing. Dog kan han love, at åbningsdagen bliver i løbet af foråret.
Flere butikker på vej
Normal er en danskejet detailkæde, der sælger helt normale varer til unormale priser. Sortimentet omfatter blandt andet kendte mærkevarer inden for personlig pleje, makeup, konfekture og husholdningsartikler. Kæden har nu mere end 640 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Holland, Frankrig, Finland, Portugal og Spanien, hvoraf de 139 butikker ligger i Danmark - og der er flere på vej.
I løbet af foråret og sommeren 2024 er det planen, at vi åbner fem NORMAL-butikker i Nordjylland. Helt præcist kan byerne Farsø, Fjerritslev, Nykøbing Mors, Aalborg og Frederikshavn se frem til en ny eller en ekstra NORMAL-butik.
- Vi har valgt Nykøbing, fordi vi gerne vil give morsingboerne en nemmere tilgængelighed til Normal, så de kan få glæde af de Normal-oplevelser, som vores kunder får, når de besøger vores butikker. For Normal er meget mere end faste priser på kendte mærkevarer, forklarer han.
Normal sælger mærkevarer inden for make-up, husholdningsartikler, personlig pleje og en lang række basisvarer, som mange mennesker allerede kender og bruger på badeværelset, i køkkenet og til rengøring. Mærkerne omfatter eksempel vis W7, Dove, Colgate, Milka og Neophos. Og Lars Bjerring påpeger, at Normal sælger varerne til faste lave priser, der ofte vil være lavere end den generelle markedspris.
- Vores mål er, at vores kunder får en unik oplevelse, hver gang de besøger en af vores butikker. Derfor får vi, udover det brede og faste sortiment, hele tiden nye varer hjem - også fra spændende brands, som du kun finder i NORMAL. Faktisk får vi ca. 100 nye varer i butikkerne hver eneste uge, og det gør, at der altid er noget nyt og spændende at finde i butikken", fortsætter Lars Bjerring
Kæmpe åbningsfest
Han lover, at det bliver med en kæmpe åbningsfest, når Normal åbner dørene for deres nye butik i Nykøbing.
- Når vi åbner en ny butik, sker det altid med et brag af en åbningsfest, og sådan en kommer også her i Nykøbing. Kunderne kan se frem til events, konkurrencer, giveaways – og masser af god stemning, lover Lars Bjerring, som glæder sig til at hilse på morsingboerne til foråret.
Han lover også, at han inden længe vil løfte sløret for, hvornår Normal slår dørene op i Nykøbing.