Billede beskrivelse

Åbningsdag på plads: Normal åbner med et brag

15. marts 2024 kl. 11.40

Torsdag den 4. april åbner detailkæden Normal dørene for deres nyindrettede butik i Vestergade 8 i Nykøbing. Og det sker med et brag af en fest, oplyser landschef for Normal i Danmark, Lars Bjerring.

Endnu går der håndværkere rundt i lokalerne, men alt kommer til at stå helt klar med en nyindrettet butik til den store åbningsdag.

- Vi er glade for den gode placering lige midt i Nykøbing, hvor vi snart er færdige med at indrette et stort salgslokale på 500 kvadratmeter, hvor vi kan indrette en rigtig god butik med plads til hele Normal sortimentet, siger Lars Bjerring.

Åbning af flere butikker

Normal sælger mærkevarer inden for make-up, husholdningsartikler, personlig pleje og en lang række basisvarer, som mange kender og bruger i badeværelset, i køkkenet og til rengøring. Og det til faste lave priser, påpeger Lars Bjerring.

Billede beskrivelse

Normal har netop åbnet en ny butik i Fjerritslev og i løbet af foråret kommer Nykøbing i selskab med Farsø, Aalborg og Frederikshavn, som også kan se frem til en ny eller ekstra Normal-butik.

- Vi har valgt at åbne i Nykøbing, fordi vi gerne vil give morsingboerne en nemmere adgang til en Normal butik i nærområdet, så de også kan få glæde af de oplevelser og gode priser, som kunderne får, når de besøger en Normal-butik, siger han.

Kæmpe åbningsfest

Når dørene slås op til en ny butik, sker det altid med et brag af en åbningsfest, og åbningen i Nykøbing Mors bliver ingen undtagelse. Kunderne kan her se frem til events, konkurrencer, giveaways – og masser af god stemning.

- Vi glæder os altid til at give kunderne en rigtig god oplevelse – ikke mindst på åbningsdagen. Til butiksåbninger er der altid fest og farver, og det er overvældende at møde de mange positive og glade kunder. Så jeg glæder mig til at hilse på vores nye kunder i Nykøbing den 4. april, siger Lars Bjerring.

Han kan løfte sløret for, at der udover konkurrencer vil være goodiebags til de første 300 kunder, masser af gode tilbud og balloner til børnene – blandt andet. Så han opfordrer alle til at komme og tage del i den store fest på åbningsdagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste